Hvad er parkinson?

Her kan du læse mere om Parkinsons sygdom – herunder hvordan diagnosen stilles samt symptomer. Du kan enten springe direkte til det ønskede emne eller læse teksten kronologisk.

Indholdsfortegnelse

Hvad er parkinson?

Parkinsonisme er en fælles betegnelse for en række motoriske symptomer i form af langsomme bevægelser, rysten og muskelstivhed. En sådan fælles betegnelse kaldes et syndrom. Den hyppigste årsag til syndromet parkinsonisme er Parkinsons sygdom, andre årsager er Atypisk parkinson eller bivirkninger til medicinsk behandling med antipsykotika.

Ved Parkinsons sygdom går de motoriske symptomer ud over bevægelsesevnen. Man får problemer med at bevæge sig normalt, alt går langsomt og trægt, musklerne bliver stive, og der kan forekomme rysten i arme eller ben og sommetider smertefulde muskelkramper.


Diagnosen stilles af en parkinsonneurolog. Det vigtigste symptom er langsomme bevægelser (hypokinesi). For at stille diagnosen skal der også være muskelstivhed (rigiditet) og/eller hvilerysten.

En tredjedel med parkinson har altså ikke hvilerysten, men blot langsomhed og stivhed i kroppen.

Samtidig med de motoriske symptomer – eller senere – kan der opstå non-motoriske symptomer. Hyppigheden af disse varierer meget fra person til person og er en væsentlig forklaring på, at sygdommen kan vise sig meget forskellig fra en person til en anden. Der kan være tale om nedsat humør og depression eller kognitive symptomer dvs. symptomer som går ud over tænkningen fx i form af nedsat overblik og opmærksomhed.

En stor landsdækkende spørgeskemaundersøgelse fra 2014 viste, at netop de kognitive og skjulte non-motoriske symptomer ved Parkinsons sygdom ofte opleves som mere generende i hverdagen end de motoriske symptomer for både ramte og pårørende.

LÆS MERE: Non-motoriske symptomer

LÆS MERE: Landsdækkende spørgeskemaundersøgelse

Har du eller en af dine nærmeste Parkinsons sygdom? Få gode råd fra andre med parkinson via Parkinsonlinjen.

LÆS MERE: Parkinsonlinjen

Hvad sker der i hjernen?

Parkinsons sygdom er en kronisk lidelse, der langsomt tiltager. Man mister flere og flere af de nerveceller i hjernen, som indeholder signalstoffet dopamin. Denne mangel på dopamin er forklaringen på de motoriske symptomer. Der kan også tabes andre signalstoffer som serotonin, noradrenalin og acetylkolin, hvilket er en medvirkende faktor til de non-motoriske symptomer.


Hvad er et signalstof? Man kan sige, at det er en kemisk budbringer, som overfører budskaber fra en nervecelle til den næste i de lange cellekæder, der udgør nervesystemet. Dopamin anvendes som signalstof mange steder i kroppen til regulering af forskellige funktioner.

Ved Parkinsons sygdom mister man med årene langsomt nerveceller, der indeholder dopamin. Disse nerveceller har deres cellelegemer i en kærne i hjernestammen, som benævnes substantia nigra (den sorte substans) og som ligger lige under storhjernen. Disse dopaminceller sender deres udløbere (nervefibre) opad mod andre kærneområder som benævnes striatum og er beliggende i hver hjernehalvdel. Kærneområderne substantia nigra og striatum er en del af en samling af kærner, som benævnes basalganglierne.

Når elektriske impulser i nerven når nerveenden, udtømmes det signalstof, der er lagret dér. Signalstoffet (i basalganglierne: dopamin) vandrer derefter over synapsekløften, som ligger mellem dopamincellen og modtagecellen i striatum. Dopamin stimulerer modtagecellen, og når disse aktiveres, kan bevægelse finde sted hurtigt og smidigt. Hvis der ikke er tilstrækkelig dopamin, som kan overføre budskaber i basalganglierne, bliver bevægelserne langsomme og stive.

Ved siden af dopamincellerne i substantia nigra i hjernestammen (den sorte substans) ligger en anden kærne, som kaldes VTA regionen. Dopamincellerne i denne kærne sender nervefibre til forreste del af pandelapperne og til et andet område, vi kalder det limbiske system, som styrer vores følelsesliv. Hvis dopaminmanglen bliver stor i disse områder, kan der forekomme dels kognitive symptomer, som nævnt ovenfor, dels psykiske symptomer som angst og depression.


Lægemidlerne, som anvendes til parkinsonpatienter, øger dopaminindholdet i hele kroppen. Nervecellerne får da lettere ved at overføre budskaber fra den ene til den anden og bevægeevnen forbedres. Vores daglige gøremål bliver lettere at udføre, og humøret bliver bedre.

Hvis mængden af dopamin i basalganglierne derimod bliver for høj, kan vi få svært ved at holde os i ro. Musklerne begynder at trække sig ufrivilligt sammen, og arme, ben og krop bevæger sig uafbrudt. En tilstand med ufrivillige overbevægelser, kaldet dyskinesier på fagsprog, er indtrådt. Overbevægelserne forsvinder, når dopaminindholdet i hjernen falder og antager mere normale niveauer.

Det er således vigtigt, at dopaminindholdet i basalganglierne holdes på et relativt konstant og passende niveau. For lidt gør det svært at bevæge sig, for meget medfører ufrivillige bevægelser.

Hvor hyppig er parkinson?

Parkinsons sygdom er hyppigere hos mænd end hos kvinder, de fleste rammes i 60-62 års alderen. Ca. 5% rammes før 50 års alderen.

I Danmark lever op til 12.000 mennesker med Parkinsons sygdom, og mellem 7 og 10 millioner mennesker over hele jorden lever med sygdommen.

Hvorfor får man parkinson?

Årsagen til Parkinsons sygdom er ikke endnu kendt, men forskere estimerer, at ca. 5 % har en arvelig form for Parkinsons sygdom. Pesticider dvs. de ukrudtsmidler markerne sprøjtes med, er mistænkt for at kunne øge risikoen for at få Parkinsons sygdom, især rotenon og paraquat er under mistanke. Men historisk er Parkinsons sygdom beskrevet før pesticider blev taget i brug, hvorfor andre forhold også må gøre sig gældende.

Sygdomsprocessen, som fører til det fremadskridende tab af dopaminceller, er derimod velbeskrevet. Der sker en udfældning af proteinet alfa-synuklein, som lægger sig som klumper i dopamincellen. Protein klumperne er giftige for dopamincellerne, som efterhånden går til grunde.

Hvordan kan man være sikker på diagnosen er korrekt?

Diagnosen stilles af en parkinsonneurolog på baggrund af de motoriske symptomer, som nævnt ovenfor. Symptomerne kommer ofte snigende og i starten kan det være svært at stille en korrekt diagnose. En god indikator på om diagnosen er korrekt, er god effekt med dæmpning af de motoriske symptomer ved behandling med parkinsonmedicin i form af levodopa (der er mange salgsnavne bl.a. Madopar®, Sinemet®) eller dopaminagonister (der er mange salgsnavne bl.a. sifrol®, ropinirol®).

Diagnosen kan styrkes ved undersøgelse med SPECT (Single Photon Emission Computed Tomography)- eller PET (Positron Emission Tomografi)-skanning, se nedenfor. For at udelukke andre sygdomme foretages ofte undersøgelse af hjernen med røntgen (CT-skanning) eller med magnetkamera (MR-skanning).

Hvad er SPECT og PET?

Ved undersøgelse med SPECT indsprøjtes en lille mængde radioaktivt sporstof i en vene i armen. Sporstoffet sætter sig fast på dopamincellernes nerveender. Det udsender en svag stråling, som kan ses med et såkaldt gammakamera. Man kan herefter se, om der er et normalt eller nedsat antal nerveender, som indeholder dopamin.

PET (Positron Emission Tomografi) er en lignende, men mere forfinet (og dyrere) teknik. PET-kameraer findes kun på de største hospitaler i Danmark. Begge teknikker kan bruges til at bekræfte et tab af dopaminceller.

Hvilke motoriske symptomer kan opstå?

Parkinsons sygdom påvirker især bevægeevnen. Det største problem er langsomme bevægelser og små bevægeudslag (bradykinesi og hypokinesi). Til trods for at man har normal kraft i musklerne, får man svært ved at bevæge sig. Kroppens naturlige bevægelser ‘krymper’, bliver mindre og langsommere. Disse problemer begynder i en hånd eller fod. Armen holder op med at svinge med, når man går, og trinnene bliver kortere. Ansigtsmimikken stivner.

Typisk får man sværere ved at skrive. Hånden lader sig kun modvilligt styre til at forme bogstaverne, skriften bliver mindre, gnidret og ulæselig. Frem- og tilbage bevægelser, som for eksempel ved tandbørstning, bliver trættende. Alle bevægelser bliver mere besværlige og kræver større mental anstrengelse, man skal tænke over hver bevægelse.

Senere kan der også komme gang- og balanceproblemer, og tale- og synkeproblemer.

LÆS MERE: Motoriske symptomer

Hvilke non-motoriske symptomer kan opstå?

Non-motoriske symptomer på Parkinsons sygdom kan opstå både før de motoriske symptomer, dvs. før diagnosen stilles, og i øvrigt på hvilket som helst tidspunkt under sygdomsforløbet. Det er vigtigt at gøre sig klart, at den enkelte person ikke får alle de nævnte non-motoriske symptomer. Hvilke og hvornår i sygdomsforløbet kan variere meget fra person til person. Non-motoriske symptomer er bl.a. symptomer fra blære og tarm, søvnforstyrrelser og symptomer relateret til psyke og kognition dvs. tænkning.

LÆS MERE: Non-motoriske symptomer


Når vi taler om kognitive symptomer ved Parkinsons sygdom, er der især tale om forstyrrelser af de såkaldte eksekutive funktioner dvs. nedsat arbejdshukommelse, nedsat overblik og nedsat evne til planlægning og problemløsning samt også nedsat opmærksomhed og rum-retningsforstyrrelser. Mange pårørende bemærker også at personens initiativ ikke er som før.

Søvnforstyrrelser, problemer med vandladning og forstoppelse kan også forekomme. Det er vigtigt at understrege, at symptombilledet kan være meget forskelligt fra person til person. Alle får motoriske symptomer, men forekomsten af de ikke-motoriske symptomer varierer meget fra person til person.

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.