Debatindlæg

Parkinsonforening: Nedlukning har uoverskuelige konsekvenser for parkinsonramte

DEBAT: I takt med at smittetrykket atter stiger, bør der udarbejdes retningslinjer for, hvordan fysioterapi til parkinsonramte kan fortsætte under en eventuel ny nedlukning, skriver Parkinsonforeningen.

Af Michael Buksti og Allan Bergholt
Hhv. landsformand og næstformand, Parkinsonforeningen

Coronaepidemien kom som et lyn fra en klar himmel. Fra den ene dag til den anden lukkede næsten alle aktiviteter i samfundet, og dermed også de private fysioterapiklinikker.

I Parkinsonforeningen har vi på tætteste hold oplevet de voldsomme konsekvenser, som netop den lukning har haft for vores medlemmer.

Vigtigt at holde sig aktiv
Konsekvenserne skyldes, at Parkinsons sygdom er en fremadskridende neurologisk sygdom, som har mange motoriske, kognitive og mentale symptomer.

Udfordringen er, at sygdommen kan være stærkt invaliderende, især når den bliver mere fremskreden, og at der ikke er nogen kur.

Dog er der medicin, som dæmper symptomerne. Men ét er medicin, noget andet og mindst lige så vigtigt er, at personer med parkinson holder sig fysisk aktive – og gerne træning med høj intensitet.

Debatindlægget har været bragt i Altinget d. 17. august 2020 - Læs hele indlægget her
 

Parkinsonforeningen: Omsorgsdage skal sikre pårørendes helbred

DEBAT: Danske lovgivere skal finde klart svar på tre vigtige punkter, hvis nyt EU-direktiv om særlige omsorgsdage skal gøre en reel forskel for pårørende, skriver landsformand i Parkinsonforeningen Michael Buksti.

Af Michael Buksti
Landsformand, Parkinsonforeningen

Gode forhold for pårørende til en alvorligt syg er vigtige.

I Parkinsonforeningen ved vi fra den daglige dialog med vores medlemmer, at partnere, børn og forældre som pårørende varetager en kæmpe opgave med at få hverdagen til at hænge sammen, og vi hører dagligt om både de glæder og de sorger, der følger livet som pårørende.

Mange pårørende fortæller, at når sygdommen indtræffer, så oplever de, at det har store konsekvenser for deres liv.

Debatindlægget har været bragt i Altinget d. 13. marts 2020 - Læs hele indlægget her
 

Parkinsonforening: Danmark har desperat brug for flere neurologer

DEBAT: Der er en voldsom mangel på neurologer, mens behovet for behandling er stigende. Ventetiden er så lang, at patienters sygdom forværres langt mere, end den ville have gjort, hvis de havde fået behandling i tide, skriver Michael Buksti.

Af Michael Buksti
Landsformand, Parkinsonforeningen

Igennem de sidste par år har læger, sygehusledere, politikere og eksperter diskuteret, hvad der kan gøres for at komme manglen på neurologer til livs. Men de mange fine ord har endnu ikke resulteret i en holdbar løsning.

Og som dagene går bliver problemet bare større. For få dage siden fik jeg en henvendelse fra et af Parkinsonforeningens medlemmer - Anne. Hun fortalte mig, hvad det betød for hendes liv, at hun havde ventet længe på at komme til en samtale med en neurolog.

Anne begyndte sin historie med at fortælle, hvordan hun kort før sommeren var indkaldt til samtale på neurologisk afdeling på hendes regionale sygehus. Her mødte hun en læge, der var venlig, men det var også en træt læge, som virkede stresset. Anne oplevede, at samtalen med lægen gik godt, og de fik lagt en plan for, hvad der overordnet skulle ske. Men i forhold til tidshorisonten for det videre forløb, så kunne lægen ikke sige noget konkret, for som han sagde: "Sygehuset skal jo spare og mangler personale."

I dagene efter besøget på neurologisk afdeling kiggede Anne flere gange i sin elektroniske patientjournal, men den var ikke opdateret. Først knap fire uger efter besøget og efter utallige rykkere blev journalen opdateret.

Debatindlægget har været bragt i Altinget d. 4. oktober 2019 - Læs hele indlægget her

 

Parkinsonforeningen: Heunicke må skride ind over for medicinmangel

DEBAT: Almindelige apoteker har i stigende grad problemer med medicinforsyningen. Nu må sundhedsminister Magnus Heunicke få set på løsningerne, mener Parkinsonforeningen.

Af Michael Buksti
Landsformand, Parkinsonforeningen

I løbet af sommeren har flere medier bragt historier om, at der i stigende grad er problemer med medicinforsyningen til de almindelige apoteker.

Mange danskere tænkte sikkert, da de hørte om problemet, at der måtte være tale om en misforståelse. Ja, måske en sommerhistorie, som var blæst op, for mangel på medicin er da ikke noget, der forekommer i et land som Danmark.

Men som landsformand for Parkinsonforeningen må jeg desværre bekræfte, at der i øjeblikket hersker en udpræget mangel på visse typer af medicin.

Dagligt hører vi i Parkinsonforeningen om frustrerede parkinsonramte, som efter et besøg på deres lokale apotek er blevet sendt tomhændede hjem med beskeden om, at det præparat, som deres neurolog har udskrevet mod deres Parkinson, midlertidigt er udgået, og at apoteket desværre ikke ved, hvornår de får det på hylderne igen.

Men ikke nok med det. I samme omgang tilføjer de parkinsonramte, at de er blevet mødt med præcis den samme besked på naboapotekerne.

Debatindlægget har været bragt i Altinget d. 9. oktober 2019 - Læs hele indlægget her

 

Parkinsonforeningen: Regeringen skal hjælpe de mindre patientgrupper

DEBAT: Den politiske aftale bag den nye S-regering hedder 'Retfærdig retning for Danmark'. Regeringen skal huske at skabe en retfærdig retning for patienterne, mener Parkinsonforeningen.

Af Michael Buksti
Landsformand, Parkinsonforeningen

Efter flere ugers hektisk valgkamp er hverdagen ved at melde sig på Christiansborg.

Det nye folketing trådte sammen for kort tid siden, og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har netop offentliggjort en politisk aftale med overskriften 'Retfærdig retning for Danmark', som danner grundlaget for en ny socialdemokratisk mindretalsregering.

Debatten i forbindelse med både valgkampen og regeringsforhandlingerne har været præget af diskussioner om blandt andet tilbagetrækningsalder, klima og integration.

Til gengæld har debatten om sundhedsområdet været knap så fremtrædende, og især har behandlingen af landets mange patienter glimret ved sit fravær.

Debatindlægget har været bragt i Altinget d. 2. juli 2019 - Læs hele indlægget her