Vederlagsfri fysioterapi under næsten normale forhold

Oprettet d. 07.08.2020

Fysioterapeuterne har de seneste måneder øget deres aktiviteter, og der er nu mulighed for at alle patienter, som trænede inden nedlukningen, kan få træning. Fysioterapeuten skal foretage en vurdering af, i hvilket omfang din livskvalitet og funktionsevne påvirkes, hvis du ikke træner tilstrækkeligt.Du skal derfor kontakte din fysioterapeut og forhøre dig om dine muligheder for at træne. For mange parkinsonpatienter vil utilstrækkelig træning medføre et nedsat funktionsniveau.

Der er åbnet op for holdtræning under særlige forhold. Dels skal holdtræningen kunne afholdes med 2 meters afstand mellem deltagerne og dels skal infektionshygiejniske retningslinjer overholdes, skal det vurderes, om den sædvanelige holdtræning kan erstattes af individuelle forløb ift. din situation. Om alle omstændigheder kræver det, at din fysioterapeut foretager en individuel vurdering af din situation og muligheder. Måske kan du tilbydes individuel træning og måske kan du tilbydes holdtræning. Der er fortsat mulighed for træning hos fysioterapeuten via video/app, hvis fysioterapeuten vurderer, at jeres kontakt under træningen er af tiltrækkelig kvalitet. 

Bemærk at du bør ikke møde fysisk frem til din fysioterapeut, hvis du udviser tegn på Covid-19 (ondt i halsen, smerter, ømhed i muskler, let tør hoste, feber og/eller åndedrætsbesvær), ligesom du bør overveje, om du er i særlig risikogruppe.

Om man som parkinsonpatient er i risikogruppe afhænger bl.a. af sværhedsgraden af Parkinsons sygdom, alder, fysisk tilstand, kognitive niveau (som gør det svært at forstå en given information om hygiejne og social afstand), symptomer som fx fejlsynkning og vejrtrækningsproblemer og om vedkommende har andre sygdomme, herunder kræft, hjerte-lungesygdomme og diabetes. Hvis du er i tvivl, bør du drøfte det med din neurolog.

Teksten er skrevet 27. april 2020. Senest opdateret 7. august 2020