Speciale om pårørende

Oprettet d. 23.03.2015

Flot 12-tal for nyt speciale om pårørende til parkinsonramte.

Antropolog Ida Marie Lind har netop forsvaret sit speciale om Parkinson på Københavns Universitet. Hun fik topkarakteren 12 for undersøgelsen af, hvordan livet former sig for pårørende til parkinsonramte.

Specialeafhandlingen er på 92 letlæste sider og har titlen Mellem væsentlighed og usynlighed.  En antropologisk undersøgelse af pårørende til parkinsonramtes omsorgspraksisser. I forbindelse med opgaven har Ida Marie Lind haft kontakt med 20 parkinsonfamilier, som Parkinsonforeningen og de lokale kredse og klubber har bragt hende i forbindelse med. Parkinsonforeningen har derfor fået lov til at publicere specialet her på hjemmesiden.

Ida Marie Lind beskriver i sin afhandling de pårørendes omsorg for deres syge familiemedlem som fysisk og følelsesmæssigt stærkt krævende. En særlig udfordring er, at omsorgen ofte fremtræder ”usynlig”.

Et britisk studie af pårørende til parkinsonramte viser, at over 40 % af de adspurgte pårørende vurderer, at deres helbred er svækket betydeligt som resultat af pårørendearbejdet, at halvdelen af dem har øget tendens til depression og at 65 % af dem oplever, at deres sociale liv lider under rollen som pårørende. Ida Marie Lind pointerer her, at en del af denne belastning skyldes omsorgens usynlighed og de forestillinger vi har om familiens ansvar og roller.

Specialet skal ses som en kommentar til den stigende politiske interesse for at inddrage danske pårørende mere i omsorgsarbejdet med syge og ældre. Ida Marie Lind viser igennem specialet, at de pårørende allerede er i fuld gang med omsorgsarbejdet og hun advarer mod, at et øget omsorgsansvar hos familien risikerer at belaste de pårørende så meget, at det vil resultere i to syge fremfor den oprindelige ene.

Ida Marie Lind er netop blevet ansat i Alzheimerforeningen, hvor hun fortsætter arbejdet med syge og pårørende.

DOWNLOAD: Det samlede speciale

 

(Foto: iStock)