Ruth og Svend Erik tager sofaen med, når de kører ud

Oprettet d. 01.12.2019

Ud og se! Ruth og Svend Erik Jensen har købt en tandem, så de kan komme ud at cykle, selv om Ruth har overbevægelser og kan slingre lidt. Bagved deres Euromobil autocamper fra 2003, som stadig gør livet sjovt at leve. På trappen sidder barnebarnet Lucas på fire år. Foto: Familien Jensen.

Af Marie Louise Kjølbye (Artiklen er bragt i Parkinson Nyt, december 2019)

Når Ruth og Svend Erik Jensen skal til familiefest eller på besøg hos venner, børn og børnebørn, ankommer de i deres Euromobil autocamper fra 2003, som de købte brugt i 2014.

På den måde er de hjemlige omgivelser altid med. I autocamperen står en sofa parat, hvis Ruth trænger til et hvil. Skiftetøjet er også ved hånden, og Ruth skal ikke spekulere på, om badeværelset er optaget.

”Jeg har det egentlig godt nok, men jeg har nervøse dage, og så er det betryggende, at der er et sted, hvor jeg kan gå ind og lægge mig, og hvor der er toilet og skiftetøj,” siger Ruth.

Ruth, der i dag er 66 år, fik diagnosticeret parkinson i 2011. Men Ruth og Svend Erik har besluttet, at sygdommen ikke skal forhindre dem i at leve det liv, de gerne vil. Autocamperen betyder, at de kan fortsætte med at gøre de fleste af de ting, de plejer og er glade for. Svend Erik sørger for at gøre det praktiske så nemt som muligt for Ruth, så de stadig kan rejse rundt og tage på familiebesøg, som det passer dem. Med autocamper kan Svend Erik selv blive hængende i selskabet, mens Ruth måske går til ro lidt tidligere. 

”Det handler meget om, at man ikke behøver bekymre sig om det, man skal, fordi man har de kendte omgivelser med,” forklarer Svend Erik.

”Vi bruger også autocamperen, når vi skal til fest. Så bliver vi på stedet måske og sover. Så holder vi bare ude på gaden uanset hvilken by. Der er ingen, der kommer og siger: ’Hov, det er ikke en campingplads!’ Men vi holder heller ikke inde i folks haver, jo,” smiler Svend Erik. 

Meget kan vælte på én dag
Siden 2011 har Ruth fået flere symptomer. 

Ruth har overbevægelser og lidt rysten, talen er blevet lidt svagere og blodtrykket kan falde brat, så hun besvimer. Hun føler heller ikke, at hun kan læse, skrive og huske helt som før. Oveni er nervøsiteten kommet til.
Ruth bliver simpelt hen meget mere nervøs end før for alt det, der kan gå galt i en hverdag med kronisk sygdom.

”Det er ubeskriveligt, hvad der kan vælte én i løbet af sådan en dag,” siger hun selv, mens Svend Erik supplerer:

”Det er mange små problemer, som bliver så’rn større. Lidt rusten, svag tale, selv om hun lige har været på talekursus. Der er et ustyrligt blodtryk, det er næsten det mest generende. Når blodtrykket falder ned til 50, så falder man jo eller besvimer! Og nervøsiteten kan virke næsten, som når man har glemt at tage medicinen. Bare man skal køre i bus og tænke på ikke at kunne komme på toilettet, så er turen næsten ødelagt.”

Autocamperen har reelt været en praktisk løsning på det meste, mener Ruth og Svend Erik selv.

”Den hjælper jo indirekte ved, at jeg går hen og lægger mig,” forklarer Ruth. ”Og så giver den en masse sjove oplevelser, så det er sjovt at leve alligevel.”

Campingpladser, nej tak
Familien Jensen bor i Varde, og de har været campister fra før, de blev gift for 45 år siden. Den allerførste campingtur gik til Norge i 1973, sommeren før de giftede sig i 1974. Sammen drev de indtil for få år siden et grønsagsgartneri. Når gartneriet lukkede for vinteren, gik turen sydpå i autocamperen.

”Mens vi drev virksomheden, rejste vi i fem uger fra 1. oktober. Når man blev ved med at køre sydpå, blev det også ved med at være 20-25 grader, og så var vi hjemme igen midt i november,” forklarer Svend Erik.

Parret har rejst i mange lande – Rumænien, Serbien, Albanien, Montenegro. De holder sjældent på campingpladser, men foretrækker at holde tæt på de byer, landsbyer eller områder, de gerne vil se. Derfor parkerer de gerne autocamperen midt i byen, i udkanten af en landsby, på en gade, parkeringsplads, eller hvor det nu er muligt at holde.

”De rejseoplevelser, vi særligt husker, er når vi får kontakt med mennesker, og det får man nemmer, når man ikke skal videre,” forklarer Svend.

Utrygt har det sjældent føltes, synes de.

”Næææææ!” – udbryder de i kor.

”I Rumænien sov vi også i autocamperen på gaden. Det var i 2006 og vores første rigtigt lange tur. Vi trækker gardinerne for og lader som ingenting, uanset om det er Istanbul eller Grækenland,” forklarer Ruth,
mens Svend Erik supplerer:

”Det synes vi er spændende. Der har lige været et par gange, hvor vi holdt et sted, hvor folk ikke syntes, vi skulle holde, men for det meste er det fint.”

Ofte har de foretrukket Østeuropa frem for mere oplagte turistmål.

”I Sydfrankrig ser de bare en turist mere. Det er noget helt andet i de gamle østlande, hvor de tit er meget glade for at snakke med nogen fra Vesten,” forklarer Svend Erik.

Også efter Ruths diagnose har de kørt til Portugal, Spanien, Italien og helt til Tyrkiet.

”Det har ikke sådan forhindret os i noget,” opsummerer Svend Erik, mens Ruth tilføjer:

”Vi får en fantastisk oplevelse, fordi man kommer så tæt på tingene.”

På besøg hos de voksne børn
Ruth og Svend Erik rejste også på camping, da børnene Birgitte, Torben og Margrethe var små. I dag kommer de kørende i autocamperen, når de skal besøge børn og børnebørn, der nu bor i Nørre Nebel og Vejle.

”Vi kører bare rundt til børn og børnebørn, og vi er nemme gæster. Hvis vi overnatter, er det i autocamperen. Autocamperen er også meget populær blandt børnebørnene. Birgittes to børn vil gerne hentes i den. Så trækker vi gardinerne fra, så de kan se vi sidder og spiller Uno i bilen, eller spiser småkager…  Vi kører også på skovtur i den , det gør vi,” forklarer Ruth.

pix 2 BEDST IMG_8155.JPG

Autocamperen danner en hyggelig ramme også om livet med børnebørnene, her Victor på to år og Lucas på fire år. ”Så trækker vi gardinerne fra, så de kan se vi sidder og spiller Uno i bilen, eller spiser småkager,” siger Ruth. Foto: Familien Jensen.

Specialdesignet trappe
Autocamperen blev købt brugt i 2014 hos Brændekilde i Jels for 265.000kr. Oveni koster den 12.000 kr. om året i registreringsafgift.

Ruth og Svend Erik valgte netop den, fordi den havde en fast sofa installeret som hvileplads, ikke en seng, der først skulle klappes ud. Trinene op til camperen egnede sig ikke så godt til Ruth, der af og til går lidt usikkert.
Derfor fik Svend Erik en lokal smed til at lave en ny lille trappe med tre trin, der var lettere at komme op og ned af.

pix 3 IMG_8127.JPG

”Den er rigtig god, som ny og med automatgear. Der var dårlig indstigning på den, men det har vi så fået lavet, så der nu er tre trin,” forklarer Svend Erik.

Alligevel tør Ruth godt anbefale til andre at bruge en autocamper. Svend Erik nøjes mere jysk med at sige, at ”vi i hvert fald selv er meget begejstrede”.

De lange rejser foregår uden tv eller radio. Ruth og Svend Erik spiller spil som Uno, 500 og Kriblekryds, og så læsses autocamperen desuden med gode bøger fra biblioteket af Hanne Reintoft, Ken Follett og Nelson Mandela m.fl.
Om de nogensinde bliver trætte af hinanden – efter 45 år som ægtefolk, forretningspartnere og rejsefæller?

”Joda!” griner de begge.

Ruth bliver dog oprigtigt bevæget, når hun skal tale om alt det gode, Svend Erik gør for hende.

Huset hjemme i Varde er blevet bygget til, så Ruth ikke behøver at gå op ad trapperne. Et stort badeværelse er kommet til, og garagen er indrettet til træningscenter med motionscykel. En tandem har de også fået, hvor
Svend Erik sidder bagest, så Ruth kan komme ud at cykle på landevejene, også når overbevægelserne gør det svært at holde balancen.

”Det værste ved sygdommen er det med hovedet. At man ikke kan det, man kunne før, læse og skrive som man kunne engang, og at det er blevet sværere at modtage og huske en besked. Og så nervøsiteten,” forklarer Ruth,
der dog fremhæver, at de jo altid er to om det:

”Det med at holde styr på sygdommen, det hjælper Svend med. Jeg skal bare ud om morgenen og gå. Svinge med armene og cykle en tur. Tingene er meget mere besværlige. Men så hjælpes vi jo ad!”

LÆS MERE: Hent Parkinson Nyt, december 2019

PDF iconLÆS MERE: Hent Parkinson Nyt, december 2019