Parkinsonforeningen runder medlem nummer 10.000

Oprettet d. 19.03.2020

Tirsdag den 10. marts 2020 overrakte Landsformand Michael Buksti, og kredsformand i Nordsjællands Preben Carøe en buket blomster, vin og chokolade til medlem nummer 10.000 Claus Stig Andersen. 

Claus Stig Andersen, på 53 år og som kommer fra Hillerød, blev for kort tid siden diagnosticeret med parkinson. Claus og hans hustru Mette meldte sig derfor ind i Parkinsonforeningen, og uden de vidste af det, blev de medlem nummer 10.000.

For at markere at foreningen er vokset til mere end 10.000 medlemmer og takke Claus og Mette for deres medlemskab besøgte Landsformand Michael Buksti og kredsformand i Nordsjælland Preben Carøe familien til en snak om bl.a. livet med mr. Parkinson.

Claus er til daglig pædagog og arbejder med handicappede unge i en fritids- og ungdomsklub i Hillerød. Her er der både unge med autisme, Downs-syndrom, spastikere, udviklingshæmmede mm. Claus kendte lidt til parkinson, da hans moster – der er enægget trilling med hans mor – også har parkinson. Han var således ikke helt fremmed overfor sygdommen, og han har også valgt fra begyndelsen at være åben om sin parkinson overfor sin familie, venner og bekendte.

”Claus er hvad vi i Parkinsonforeningen betegner som medlem af vores gruppe af yngre personer med parkinson, men den generelle tendens er, at der bliver flere og flere prakinsonramte, fordi vi bliver flere ældre. I Parkinsonforeningen arbejder vi for at sikre parkinsonramte og deres pårørende bedre vilkår, og i den forbindelse er der ingen tvivl om, at jo flere vi er, jo stærkere står vi. Eller som vi siger: Sammen er vi rystende stærke,” siger landsformand Michael Buksti.