Parkinson får tæsk

Oprettet d. 13.01.2020

Parkinsonforeningen og Danmarks Bokse-Union er gået sammen om et bokseprojekt målrettet personer med parkinson. Projektet blev skudt i gang med en workshop for bokseinstruktører fredag den 10. januar hos tidligere verdensmester Jimmi Bredahl, hvor ni bokseinstruktører blev undervist i Parkinsons sygdom og i bokseteknikker til gavn for personer med parkinson.

Boksetræningen er baseret på hastighed, krydsbevægelser, rotation i ryggen, balance og koordination. I boksningen indgår også̊ træning af finmotorik, som særligt mennesker med parkinson har gavn af for at fastholde evnen til at skrive, spise selv, knappe eget tøj mv. Foruden de fysisk gavnlige effekter er målet med træning i bokseklubberne at tilbyde et socialt fællesskab i fritidslivet til personer med parkinson.

Lige nu er fem bokseklubber i Danmark i gang med at tage en certificering i Rock Steady Boxing, og det er i disse klubber, der i første omgang tilbydes parkinson-boksning. Bokseklubberne er: Team Bredahl i Holbæk, Karlebo Bokseklub i Nivå, Bokseinstituttet i Valby, Wedala Bokseklub i Vejle og Hornsleth Bokseklub på Djursland.

Rock Steady Boxing er et amerikansk boksekoncept, der bygger på den højeste faglige viden om parkinson, træning og boksning. Konceptet er en bokseform uden kropskontakt med høj intensitet. De ni bokseinstruktører har alle bestået en online certificering i Rock Steady Boxing og skal i løbet af foråret på et internationalt kursus i Italien. Boksetilbuddene vil i de fleste klubber begynde, efter trænerne har været på kursus i Rock Steady Boxing.

Ambitionen for projektet er på sigt at certificere op til 60 boksetrænere i Rock Steady Boxing, så boksetilbuddet foregår i hele Danmark. Dette kræver yderligere projektstøtte, som Parkinsonforeningen og Danmarks Bokse-Union arbejder på at få.

Der var mange medier til stede under bokseworkshoppen den 10. januar og andre medier, der omtalte det nye bokseinitiativ. Herunder kan du se, høre og læse de flotte reportager fra dagen:

Parkinsonforeningen vil orientere, når der er tidspunkter for boksehold, og når der forhåbentlig kommer flere bokseklubber med i projektet.

Har du spørgsmål til bokseprojektet, kan du kontakte projektleder i Parkinsonforeningen Marlene Grønnegaard Sørensen på tlf. 36350235.