Oplever du ændringer i din vederlagsfri fysioterapi?

Oprettet d. 03.12.2019

Illustration: ©Istockphoto.com

I øjeblikket oplever flere af vores medlemmer at få besked om, at deres vederlagsfri fysioterapi er nedsat. Dette sker som hovedregel med henvisning til ændrede regler på området.

Situationen er den, at der ved indgangen til 2019, dvs. for 11 måneder siden blev indgået en ny overenskomst mellem Danske Fysioterapeuter og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Den nye overenskomst ændrer ikke i målgruppen for den vederlagsfri fysioterapi eller i principper for vurdering af behandlingsbehov. Men overenskomsten betyder derimod, at der er indført et samlet loft over, hvor mange behandlinger fysioterapeuterne kan få betaling for. Hvis der udføres flere behandlinger end loftet tilsigter samlet set, nedsættes fysioterapeuternes honorar i den kommende periode.

For at forebygge, at loftet nås, har Danske Fysioterapeuter opfordret deres medlemmer til at være ekstra opmærksomme på anvendelsen af vederlagsfri fysioterapi. Det kan fx medføre, at man som patient kommer på venteliste for at komme til vederlagsfri fysioterapi, eller at det ugentlige antal behandlinger reduceres for de, der allerede er i gang med vederlagsfri fysioterapi.

Men vær opmærksom på, at en fysioterapeut ikke kan reducere den vederlagsfri fysioterapi for et helt hold med økonomi som begrundelse. Der skal altid foreligge en sundhedsfaglig vurdering af den enkelte patient. Hvis din fysioterapeut afslutter din behandling med den begrundelse, at du har brug for mere fysioterapi end vedkommende kan give, skal du henvende dig til sundhedsforvaltningen i din kommune. Kommunerne tilbyder vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut i kommunalt regi eller evt. på egne institutioner eller institutioner, som kommunen har indgået aftale med (jf. bekendtgørelsen om tilskud til fysioterapi).

Parkinsonforeningen er i løbende dialog med både Danske Fysioterapeuter og Danske Handicaporganisationer omkring problematikken.

Kort om ordningen 
Neurolog eller almen praktiserende læge vurderer, hvorvidt der er behov for og henviser til vederlagsfri fysioterapi. Langt de fleste får vederlagsfri fysioterapi i form af holdtræning hos privat praktiserende fysioterapeuter. Det er således lægerne (regionerne), der henviser til ordningen, kommunerne, der betaler for den og oftest private virksomheder, der udfører den. Overenskomst om vederlagsfri fysioterapi regulerer ordningen er indgået mellem Danske Fysioterapeuter og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN består af ni medlemmer fra regioner, KL, Finans-, Indenrigs- og Sundhedsministeriet).

Den nuværende aftale er indgået i august 2018 og har haft virkning fra 1. januar 2019