Nyt træningsforløb får patienter med parkinson i balance

Oprettet d. 24.06.2020

Billede (fra venstre mod højre): Mathilde Fibiger, Lone Lodahl, Anders Sandemann og Jonna Knudsen 

Nedsat balance og øget risiko for at falde er en væsentlig del af hverdagen for mange mennesker, der lider af Parkinsons sygdom. Derfor har fire nyuddannede fysioterapeuter udviklet et nyt træningsprogram, som skal forebygge faldulykker i patientgruppen. Træningsprogrammet er en del af de fire fysioterapeuters bachelorprojekt, hvor de testede brugbarheden af et otte ugers træningsforløb, udviklet på baggrund af de europæiske kliniske retningslinjer for Parkinsons sygdom.

Projektet er beskrevet i en artikel, som har vundet Danske Fysioterapeuters Bachelorpris 2020. 

”Vores artikel giver et konkret bud på, hvordan man kan omsætte retningslinjernes anbefalinger til et brugbart træningsprogram. Et program som fysioterapeuter kan bruge i klinikken og lade sig inspirere af”.

Det fortæller fysioterapeut Anders Sandemann til fysio.dk, der sammen med Mathilde Fibiger, Lone Lodahl og Jonna Knudsen vandt Bachelorprisen, som ud over den store faglige anerkendelse udløser 25.000 kr. til deling. 

I bedømmelsen af projektet lagde et udvalg af undervisere fra fysioterapiuddannelserne og en faglig konsulent fra Danske Fysioterapeuter vægt på, at de fire fysioterapeuter har vist, at det er muligt at udvikle en brugbar individualiseret intervention til personer med parkinson. Samtidig er træningen evidensbaseret og i overensstemmelse med de kliniske retningslinjer.

Det betyder, at praktiserende fysioterapeuter vil kunne bruge træningsprotokollen i deres behandling. 

LÆS MERE: Hent træningsprotokollen som PDF