Nyt om coronavirus (Opdateret 25.03.2020)

Oprettet d. 05.04.2020

Ifølge vores lægefaglige rådgiver er der ikke noget, der tyder på, at man som sådan har øget risiko for coronasmitte, hvis man har Parkinsons sygdom. Ældre og svækkede personer er dog generelt i større risiko for mere komplicerede sygdomsforløb. Mange af vores medlemmer vil være i denne gruppe, og derfor skal de være meget opmærksomme på at beskytte sig mod smitte. Ældre med Parkinsons sygdom skal undgå kontakt med andre. Hvis det er nødvendigt med kontakt, skal man holde afstand, undgå fysisk berøring og holde god hånd hygiejne.

Alle arrangementer i foreningen aflyst frem til 1. juni
På baggrund af sundhedsmyndighedernes råd og regeringens udmeldinger anbefaler Parkinsonforeningen, at alle kreds- og klubarrangementer i Parkinsonforeningen aflyses eller om muligt udskydes  – frem til den 1. juni. Det betyder blandt andet, at alle planlagte generalforsamlinger er udskudt, så længe reglerne om at mere end 10 personer ikke må forsamles er gældende. 

Gode medicin-råd
Det er vigtigt som parkinsonpatient at være opmærksom på, at du ikke er ved at løbe tør for medicin. Apotekerne er pålagt restriktioner på udlevering af medicin for at undgå hamstring, men hold øje med din beholdning, så du ikke løber tør.

Det er også en god idé at lave en medicinliste (med både parkinsonmedicin og anden medicin, du bruger). Skriv navn, styrke, tidspunkt for indtagelse og dosis. Nævn hvordan medicinen skal tages i forhold til din kost. Samtidig kan du skrive navnet på din neurolog og vedkommendes kontaktinfo. Tag listen med på hospitalet, hvis du skulle blive indlagt.

Telefonkonsultationer hos neurologen
Mange parkinsonpatienter vil i de kommende uger opleve, at deres konsultationer i ambulatorier bliver aflyst eller konverteret til telefonkonsultationer. Ring til din neurolog og hør om mulighed for en telefonkonsultation, hvis din aftale bliver aflyst.

Fasthold din træning
Parkinsonforeningen anbefaler, at parkinsonpatienter holder pause med træningshold indtil videre for at undgå smitterisiko. Vi opfordrer dog til, at man som parkinsonpatient fastholder sine gode motionsvaner fx med daglige gåture, hjemmetræning mm.

Læs brochuren: Træn med parkinson

Sundhedsmyndighedernes anbefalinger
Vi anbefaler desuden, at man følger sundhedsmyndighedernes 5 anbefalinger i forhold til at beskytte sig selv og andre mod smitte:

  1. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  2. Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
  3. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  4. Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
  5. Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for begrænsning af coronasmitte her

Nyheden er skrevet den 6. marts 2020 og opdateres løbende. Senest opdateret 25. marts.