Nye tal viser, at personer med parkinson får det bedre af at danse

Oprettet d. 08.06.2020

I en netop offentliggjort evalueringsrapport er en af konklusionerne, at dans, musik og rytmik påvirker personer med parkinson meget positivt. Det gælder både deres krop og fysiske formåen, deres mentale helbred samt den sociale relation til ægtefællen.

Siden 2017 har personer med parkinson og deres pårørende budt hinanden op til dans i det landsdækkende projekt Dans med Parkinson. I løbet af den tre-årige projektperiode, som løb fra 2017 til 2019, er der etableret 75 dansehold i hele Danmark, og mere end 1.800 personer har danset med. Bag projekt Dans med Parkinson står Parkinsonforeningen, som har fået økonomisk støtte fra TrygFonden.

Dans har en positiv effekt fysisk og psykisk
Erfaringerne fra de seneste tre års parkinsondans viser, at 77 procent af deltagerne oplever, at deres krop føles bedre eller meget bedre efter dansen.

”Jeg er mere rørlig. Jeg går mindre besværet, og jeg synes, det er nemmere at bevæge mig i al almindelighed.” (Citat fra Evaluering af Dans med Parkinson s. 22, maj 2020).

Derudover fremhæver 52 procent, at deres gang er meget bedre eller bedre efter danseundervisningen, og 49 procent oplever, at balancen er meget bedre eller bedre efter en dansetime.

Endelig understreger 87 procent af deltagerne, at de efter dansen mentalt føler sig bedre eller meget bedre, og hele 97 procent fortæller, at de forventer, at dansen vil påvirke deres livskvalitet positivt.

Dans får sygdommen på afstand
Ud over de fysiske og mentale gevinster ved at gå til parkinsondans er en anden væsentlig faktor, at dansen kan få sygdommen til at fylde mindre for både den ramte og den pårørende – hvor sidstnævnte i mange tilfælde har danset med.

”Det har været helt fantastisk. Når ens ægtefælle får en kronisk sygdom, kan man ikke undgå at glide helt fra hinanden. Der har dansen gjort noget – Nu ser jeg [den parkinsonramtes navn]. Før var det parkinsonen, der tog over ham.” (Citat fra Evaluering af Dans med Parkinson s. 25, maj 2020).

Glæden og dansen fortsætter
”Den livsglæde, som projekt Dans med Parkinson har skabt, er ubeskrivelig, og de afsluttende undersøgelser vidner præcist om dette. Selvom projektperioden formelt sluttede ved udgangen af 2019, så er projektet så stor en succes, at dansen lever videre i hele landet,” understreger landsformand for Parkinsonforeningen, Michael Buksti, som samtidig pointerer, at langt de fleste dansehold på nuværende tidspunkt er stoppet grundet corona-epidemien.

Nye dansere kan finde mere information om danseholdene på https://www.parkinson.dk/livet-med-parkinson/dans-med-parkinson.

Kontakt
Sundhedspolitisk konsulent, Marlene Grønnegaard Sørensen, tlf. 36350235, ms@parkinson.dk.

LÆS MERE: Evalueringsrapport Dans med Parkinson maj 2020.