Ny undersøgelse giver unik viden om mennesker med Parkinsons sygdom

Oprettet d. 13.01.2020

REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Pallation foretager i disse dage en undersøgelse blandt mennesker med parkinson. 

Mennesker, der lever med Parkinsons sygdom, er ramt både på funktionsevne og livskvalitet. Vi ved, at målrettede rehabiliteringsindsatser i et vist omfang kan afhjælpe de problemer, sygdommen giver i hverdagen, men vi ved ikke, i hvilket omfang det sker, og om rehabilitering tilbydes i alle sygdomsfaser. Derfor modtager alle danskere, der lever med Parkinsons sygdom, i disse dage et spørgeskema i deres e-boks eller postkasse. De inviteres til at besvare spørgsmål om deres oplevede funktionsevne, livskvalitet og sygdomsgrad og om, hvilke rehabiliteringstilbud de har modtaget.

Undersøgelsen er støttet af Parkinsonforeningen og gennemføres af REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation. Den vil give et unikt overblik og indblik. Kommunerne vil få et stærkt grundlag for en databaseret planlægning af indsatser. Forskningsmæssigt skabes et solidt grundlag for videre forskning og udvikling på området.

Samtidig vil undersøgelsen give det hidtil bedste estimat over, hvor mange mennesker der lever med Parkinson i Danmark, fordelt på sygdomsfaser. Det tyder på, at det er flere end det hidtil har været antaget, og det endelige antal vil blive præsenteret på konference i Parkinsonforeningen i foråret.

Undersøgelsen er en del af REHPAs projekt ’Rehabilitering til tiden – en undersøgelse af behov for fase-specifik rehabilitering ved Parkinsons sygdom i Danmark’.

Resultaterne fra undersøgelsen bliver præsenteret i maj 2020.

Kort om REHPA
REHPA er Danmarks nationale Videncenter for Rehabilitering og Palliation (lindring). REHPA arbejder for at samle, skabe og dele viden om rehabilitering og palliation til gavn for mennesker med livstruende sygdomme. Læs mere på www.rehpa.dk.

Kontaktperson: seniorforsker Jette Thuesen hos REHPADu er velkommen til ringe på tlf. 30 58 57 07 eller skrive på mail til OUH.ODE.REHPA.Parkinson@rsyd.dk, hvis du har spørgsmål omkring spørgeskemaundersøgelsen.