Ny publikation til pårørende

Oprettet d. 04.03.2019

Med parkinson tæt på rummer en stor del af den viden, du kan få brug for som pårørende til et menneske med parkinson. Bogen henvender sig både til samlevende og til jer, som ikke bor sammen med den, der har fået parkinson. 

Ved pårørende menes alle, der berøres direkte af sygdommen, især partner eller samlever, familien og de nærmeste venner. 

En diagnose med en kronisk, fremadskridende sygdom som Parkinsons sygdom kan udløse mange tanker og følelser hos de nærmeste pårørende. Især partneren eller ægtefællen til et menneske, der har fået parkinson, kan gøre sig mange bekymringer om, hvordan livet bliver påvirket i det daglige, i takt med, at sygdommen udvikler sig. Også andre nærtstående bliver påvirket af den nye situation. Det gælder også unge og mindre børn, nære venner og familie – og forældre til yngre mennesker med parkinson.

Bogen kan forhåbentlig bidrage til at skabe åbenhed om de tanker og følelser, som familiemedlemmer og nære venner til mennesker med parkinson kan føle sig alene om. Det kan være en hjælp at tænke på, at ikke kun den syge selv, men også I som pårørende har lidt et tab. Sygdommen kan påvirke hverdagen. Fremtiden kan opleves uvis og tegner måske helt anderledes, end I havde forestillet jer. Man ved, at pårørende, der selv oplever at få god støtte, ofte får mere overskud til selv at støtte deres partner, ven eller familiemedlem i sygdomsforløbet.

Med parkinson tæt på søger at møde jer som pårørende i øjenhøjde. Bogen søger at give svar på både praktiske spørgsmål og på spørgsmål om, hvordan I bedst håndterer jeres nye rolle som pårørende til et menneske med en kronisk sygdom.

Bogen er på 80 sider og illustreret af Henriette Wiberg Danielsen. Den afløser den tidligere At være pårørende til en parkinsonramt fra 2011. Den koster 60,- og kan købes i webshoppen.

KØB HER: Med parkinson tæt på