Ny børnebog om parkinson

Oprettet d. 24.02.2021

I bogen ”Sigurd sukkerknald og parkeringssygen” møder du Sigurd sukkerknald og feen med det lyserøde hår, som ved hjælp af veteranbiler, racerbiler og vejbaner forklarer, hvad der sker i hjernen, når man har parkinson og hvordan det påvirker hans mormor.

Ideen til børnebogen opstod, fordi forfatteren bag bogen, Signe Dilling, selv stod i en situation, hvor hun havde brug for en enkel og forståelig bog til sine egne børn.

FORORD

Bedsteforældre og børnebørn har betydningsfulde relationer, og det er vigtigt, at sygdomme ikke kommer til at stå i vejen for disse. Min mor fik konstateret Parkinsons næsten samtidig med, at hun fik sine første børnebørn.

Min mor har skulle finde ud af, hvordan hun kunne være mormor, når Parkinsons forstyrrer hende, og mine børn har skulle finde ud af at forstå deres mormor, og hvordan de kan være sammen på en god måde.

Jeg har talt en del med mine børn om, hvad Parkinsons betyder for deres mormor. Men de havde brug for nogle billeder og forklaringer, som de kunne forstå. Vi havde brug for et sprog til at tale om det, de oplevede som anderledes. Sigurd sukkerknald er, i ord og billeder, vokset ud af mine samtaler med børnene og mit ønske om at skabe mindre distance og mere nærhed og forståelse.

Tak til Parkinsonforeningen for at bifalde ideen om at udvikle og formidle viden om Parkinsons til mindre børn og for at udarbejde et tillæg til bogen med information om Parkinsons til den voksne.

Bogen koster 189,- og kan bestilles via linkset.

LÆS MERE: Sigurd sukkerknald og parkeringssygen