Landsformanden: Alene står vi sammen

Oprettet d. 24.03.2020

Jeg tror vi er mange, der for et par uger siden ikke ville have drømt om, at Danmark omkring påske 2020 ville være lukket helt ned.

En virus, der herskede i Kina, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os ville ramme i Danmark og Europa - men det gjorde den. 

Fremkomsten af corona-virus har pludselig ændret vores alles hverdag. Hvor hverdagen for ikke ret lang tid siden bl.a. bestod af besøg af venner og familie, og løbende træning, så er vi nu i en helt anden situation,hvor det at være hjemme, og det at være alene, er det centrale.

Jeg har talt med flere af foreningens medlemmer, og mange er bekymrede for situationen. For hvad kommer der til at ske fremover? Er man som parkinsonramt særligt udsat for corona-smitte? Og hvad med ens træning?

Ja det er bare nogle af de spørgsmål, jeg og sekretariatet har fået?

Vi har i foreningen løbende forsøgt at orientere om corona, så godt vi kunne i takt med myndighedernes udmelding. Men vi er jo alle i en ny og uprøvet situation, så vi må også sande, at der er mange ting, vi ikke umiddelbart ved.

Dog fortæller foreningens lægefaglige rådgiver, er der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at man som sådan har øget risiko for corona-smitte, hvis man har Parkinson-sygdom. Når det er sagt, så er ældre og svækkede personer generelt i større risiko for komplicerede sygdomsforløb, og da mange af vores medlemmer er i denne gruppe, er det derfor vigtigt, at man beskytter sig selv mod smitte. Det betyder f.eks., at ældre med Parkinsons sygdom skal være varsom med kontakt med andre, og hvis kontakt er nødvendig, skal man huske at holde afstand og undgå fysisk berøring og holde en god hånd hygiejne.

I skrivende stund glæder jeg mig over, at der ser ud til, at de forholdsregler, der er taget her i Danmark, har været med til at stoppe en mulig kraftigt stigning i antallet af smittede med Corona, og dermed også antallet af døde.

Flere havde sikkert set frem til påsken, som normalt byder på hyggelige familiesammenkomster. Men i år skal det altså være anderledes. I denne tid, er jeg stolt over det sammenhold, vi har i Parkionsforeningen. Et sammenhold der betyder, at selvom vi er alene, så står vi sammen, og dermed er vi stærke.

Og i påsken - helt præcis lørdag den 11. april - er det den internationale Parkinsons dag. I år er det således 203 år siden, at James Parkinson udgav sit senere så berømte essay om det, han kaldte ”rystelammelser”. Jeg håber inderligt, at de mange spændende forskningsprojekter, som i dag er i gang i både Danmark og udlandet, resulterer i en kur mod Parkinson - men realistisk er der nok lidt vej at gå endnu. I den forbindelse er jeg stolt over, at de forskere, vi har her i Danmark, alle er med helt fremme.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at i det snart år, jeg har fungeret som landsformand, har jeg mødt mange af jer medlemmer og frivillige. Og alle steder er jeg blevet mødt med åbne arme. Den varme og energi jeg har oplevet, vil jeg gerne takke for - og jeg glæder mig til på den anden side af corona at møde endnu flere af jer.

Jeg har i det forgangne år forsøgt at sætte fokus på et par af de udfordringer, som personer med Parkinson sygdom møder. Bl.a. manglen på medicin og manglen på neurologer, men også behovet for, at vi husker de pårørende og sikrer deres velbefindende.

Corona har sat en midlertidig stopper for vores muligheder for at samles, men den stopper ikke kampen for at sikre personer med Parkinson sygdom bedre vilkår. Selvom vi i øjeblikket er mere alene, så står vi sammen - rystende stærkt.

Jeg ønsker jer alle og jeres nærmeste en rigtig god påske. Pas på jer selv og hinanden.


Mange hilsner

Michael Buksti