Kom med på erhvervskursus

Oprettet d. 17.02.2021

Hvis du har job og Parkinsons sygdom møder du måske en række udfordringer. Parkinsonforeningens årlige kursus for erhvervsaktive mennesker med parkinson kan hjælpe dig videre.

Kurset giver dig indblik i de psykologiske og kognitive problemer, der kan opstå, når man har parkinson, samt hvordan problemerne kan forstås og håndteres. Desuden gennemgås mulighederne for støtte på arbejdsmarkedet såsom arbejdsredskaber, § 56-aftale og fleksjob samt de øvrige relevante lovgivningsmæssige muligheder for personer under folkepensionsalderen.

Dagen indledes af Jette, der fortæller om hvordan parkinson påvirker hendes arbejdsliv og hvordan hun fortsat holder fast i sit job. Der er gode muligheder for drøftelser deltagerne imellem og at inddrage egne erfaringer og spørgsmål til oplægsholderne.

Kurset henvender sig til personer, der har parkinson og er erhvervsaktive. Pårørende er også velkomne.

Oplægsholdere er Jette Oppelstrup, der har parkinson på 5. år, psykolog i Parkinsonforeningen og tidligere neuropsykolog Susanne Ohrt samt socialrådgiver i Parkinsonforeningen Lea Munk Staugaard.

Kurset foregår lørdag d. 26. juni 2021 kl. 09.30-16.30 i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup.

SE MERE: Info og tilmelding