Guidelines på dansk

Oprettet d. 01.03.2016

2015 bød på et sæt nye guidelines for fysioterapibehandlingen af Parkinsons sygdom. I Parkinsonforeningen har vi valgt at oversætte den del af de samlede guidelines, der henvender sig direkte til dig, der lever med Parkinson.

Her finder du og dine pårørende nyttig information samt værktøjer, som kan bruges til at tilrettelægge en hverdag med fysisk aktivitet, hvor der er fokus på de mål, som du selv er med til at opstille. Du finder blandt andet et ’forhåndsvurderingsskema’ du kan udfylde inden dit første besøg hos fysioterapeuten.

Ifølge Parkinsonforeningens fysioterapeut Finn Egeberg Nielsen betyder de nye guidelines blandt andet, at parkinsonramte nu får nogle retningslinjer, som de kan bruge, når de skal vurdere deres træning - både deres personlige træning hjemme og den træning, de udfører i samarbejde med fysioterapeuten.

”Jeg blev utrolig glad, da jeg fandt ud af, at de nye guidelines ikke kun er henvendt til fagpersoner, men også indeholder en særskilt del til patienterne selv. Med denne tilføjelse er jeg ikke i tvivl om, at vi sammen kan højne kvaliteten af den enkeltes træning.

Forskning viser, at parkinsonramte i gennemsnit er 33 pct. mindre fysisk aktive end ikke-sygdomsramte i samme aldersgruppe. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Dels fordi træning helt reelt har en positiv effekt på dit forløb med sygdommen og dels fordi inaktivitet kan medføre helt andre sygdomme såsom knogleskørhed og diabetes”, fortæller Finn Egeberg Nielsen. 

Læs meget mere i det nye nummer af medlemsmagasinet Parkinson nyt, der er på gaden i starten af marts. 

Den danske oversættelse kan gratis downloades som en samlet pdf-fil og printes derhjemme (knap 20 sider). Oversættelsen er godkendt af fysioterapeuterne Finn Egeberg Nielsen og Inge Risum i samarbejde med kommunikationsrådgiver Louise Hjerting Nielsen fra Parkinsonforeningen. Både Finn Egeberg Nielsen og Inge Risum har specialviden om Parkinsons sygdom.

LÆS MERE: Guidelines til print