Fokusgruppeinterviews om behandling

Oprettet d. 09.09.2019

Parkinsonforeningen søger lige nu en række deltagere til to fokusgruppeinterviews, der skal handle om behandling af Parkinsons sygdom.

Parkinsonforeningen og Danmodis (Dansk Selskab for Bevægeforstyrrelser) arbejder på at lave kvalitetsstandarder, som skal sikre, at behandlingen af Parkinsons sygdom har den højeste kvalitet og indhold. Det kan f.eks. handle om hvad kontroller skal indeholde, om kontroller skal være behovsbestemt eller efter en fast kadence, hvem patienten skal til kontrol hos osv.

Standarderne skal bidrage til at skabe ensartethed og kvalitet i behandlingen. Tanken er også, at mere tydelige mål og standarder for behandling skal bidrage til, at beslutningstagere kan prioritere de nødvendige ressourcer til opgaven.

Vi afholder to fokusgruppeinterviews, hvor vi håber at kunne få nogle af jer, som lever med parkinson, til at fortælle om jeres erfaringer.

Fokusgruppe 1
Den første gruppe skal bl.a. tale om diagnosticering, konsultationer hos neurolog og tiden inden avanceret behandling. Gruppen skal bestå af 6-8 personer og være i fase 1-2, dvs. diagnosen og den første sygdomsfase (fase 1) og vedligeholdelsesperioden eller den kompenserende anden fase (fase 2). Er det svært at vide, hvilken fase du er i, så brug som tommelfingerregel, at det skal være mindre end 5 år siden, at du fik stillet diagnosen parkinson.

Fokusgruppeinterviewet afholdes den 30. september kl. 16-18 i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup (Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup).

Fokusgruppe 2
Den anden gruppe skal bl.a. tale om konsultationer hos neurolog, avanceret behandling og koordination mellem neurolog og kommune. Gruppen skal bestå af 6-8 personer og være i fase 3-4, dvs. den komplekse eller dekompenserende fase (fase 3) og den palliative fjerde fase (fase 4). Er det svært at vide, hvilken fase du er i, så brug som tommelfingerregel, at det skal være mere end 5 år siden, at du fik stillet diagnosen parkinson.

I denne gruppe ønsker vi også 1-2 pårørende, som har ægtefæller på plejehjem. 

Fokusgruppeinterviewet afholdes den 2. oktober kl. 13-15 i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup (Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup).

Ønsker du at deltage?
Har du noget på hjertet og kunne tænke dig at deltage i en af ovenstående fokusgrupper, så send en mail til Marlene Sørensen på ms@parkinson.dk senest den 22. september.

I mailen må du gerne skrive, hvilken fokusgruppe du ønsker at være med i, og derudover må du gerne skrive 5-10 linjer om dig selv, hvor du kommer ind på alder, geografi, hvornår fik du stillet diagnosen, om du har fået/overvejer avanceret behandling samt om du går til behandling på sygehus eller hos privatpraktiserende neurolog.

Parkinsonforeningen vil refundere udgifter til transport og servere forplejning undervejs.

 

Illustration: iStockphoto