Fantastisk Parkinson Unity Walk 2013

Oprettet d. 29.05.2013

Vejret viste sig fra sin bedste side lørdag den 25. maj, da Københavns solbeskinnede gader og parker dannede rammen om den anden Parkinson Unity Walk på dansk grund.

logo PUW.PNG

Ruten gik fra Nytorv til Kongens Have, og forrest gik trommeorkestret Slagkraft, som med stor ihærdighed sørgede for, at ingen forbipasserende kunne undgå at bemærke de flere end 600 mennesker, der sammen gik for parkinsonsagen. Både vejskilte, politimotorcykler og lygtepæle blev taget i brug som tromme - og det med hjælp fra bl.a. foreningens protektor Grevinde Alexandra, der gav en fin trommesolo, forbipasserende billister og ikke mindst de mange voksne og børn, der gik med i optoget.

Programmet startede kl. 12.00 på Nytorv, hvor Camilla Nørgaard stod klar på scenen som dagens konferencier. Til daglig arbejder Camilla som sportsvært på TV2 og nyhedsvært på News, og hun har tidligere deltaget i den Internationale Parkinsondag 2012, hvor hun fortalte om sine oplevelser med en far, der havde Parkinson. Fra scenen bød hun velkommen til Grevinde Alexandra, der åbnede dagen med en fin tale, hvor hun lagde vægt på glæden ved fysisk aktivitet. Med sig havde hun både ægtefællen Martin Jørgensen samt prinserne Nikolai og Felix.  Derefter indtog parkinsonambassadør Anne-Mette Rasmussen scenegulvet, hvor vals og Ballroom Fitness blev dagens opvarmning. Herefter gik turen i samlet flok gennem Københavns gader.

I Kongens Have stod Camilla igen klar til at byde velkommen og binde dagens mange indslag sammen på bedste vis. Efter velkomsttale af foreningens landsformand Jorry Højer og fællessang gik Guðrun Sólja Jacobsen på scenen med smuk sang. Herefter kunne publikum opleve linedance med et rutineret parkinsonhold fra Gladsaxe inden turen endelig kom til Rasmus Nøhr, der gav en veloplagt koncert og tiltræk nysgerrige publikummer fra nær og fjern.  

Efter koncertens første del sørgede de tre energiske fyss’er, Emilie, Carina og Malene fra Klinik for Fysioterapi Jorcks Passage, for at sætte gang i festen med dans og fitness fra scenen. Forud for walken var alle deltagere blevet inviteret til at indøve en lille danserutine til Rasmus Nøhrs ”Sommer i Europa”. Med fyss’ernes hjælp var græsset derfor fyldt af glade dansere, da Rasmus Nøhr i anden del af koncerten endelig spillede det store hit!

SE RUTINEN HER: Gik du glip af dansen?

SE MERE: Dagens bedste billeder

LÆS MERE: Fællessangen

Dagens sidste indslag var en stor tak på scenen til de mange deltagere, sponsorer, frivillige ildsjæle og hjælpere, som gjorde Unity Walken 2013 mulig.

Vi ses igen i maj 2014!

 

AMETEK.jpg

 

FOSS logo CMYK 300 dpi.jpg

Silverbullet.png