Deltagere søges til forskningsprojekt

Oprettet d. 16.05.2019

Deltagere søges til et sundhedsvidenskabeligt forskningsprojekt om smertebehandling hos patienter med Parkinsons sygdom.

Aarhus Universitet søger patienter med Parkinsons sygdom, der har fået indopereret deep brain stimulation (dyb hjernestimulering) til et forsøg, hvor de undersøger om deep brain stimulation har smertelindrende effekter. Mange parkinsonpatienter oplever muskelømhed eller -spændinger i deres hverdag, og derfor vil dette studie undersøge mulig behandling med deep brain stimulation.

I forsøget vil de undersøge, om du har ømhed eller spændinger i muskler og led og give dig en indsprøjtning af saltvand i din ballemuskel som giver kortvarigt ubehag eller smerte. De vil også undersøge dine forventninger til smerterne og til behandlingen. På samme tid vil din deep brain stimulation enten være tændt eller slukket. Du vil blive bedt om at vurdere din oplevelse på en skala. Bemærk også, at du skal holde pause med din almindelige parkinsonmedicin i natten op til forsøgsdagene.

Deltagelse i forsøget tager 2 dage fra kl. 8-15. Undervejs i forsøget vil der være flere længere pauser af en times varighed, og du er derfor velkommen til at medbringe læsestof til ventetiden. Forsøget er godkendt af De Videnskabsetiske Komitéer og foregår på Aarhus Universitetshospital.

Du kan til enhver tid vælge at trække dig fra forsøget, hvis du ikke længere ønsker at deltage. Du vil få dækket eventuelle transportudgifter i forbindelse med deltagelsen og forskerne oplyser, at du får frokost og forplejning på forsøgsdagene. Hvis du er interesseret i at deltage, kan du få mere information ved at kontakte Sophie Kjær.

Kontaktoplysninger
Sophie Kjær
87 16 50 81
swk@psy.au.dk