Camilla Nørgaard ny ambassadør

Oprettet d. 29.05.2014

Tv-vært Camilla Nørgaard blev officielt udnævnt til ny ambassadør for Parkinsonforeningen, da hun åbnede den tredje Unity Walk i fællesskab med foreningens protektor Grevinde Alexandra. 

I forbindelse med den tredje Unity Walk den 24. maj 2014 blev Camilla Nørgaard officielt udnævnt til ny ambassadør for Parkinsonforeningen, da hun åbnede walken i fællesskab med foreningens protektor Grevinde Alexandra. Camilla er til daglig sportsvært på TV2 og kender på egen krop til livet med Parkinson, da hendes far levede med diagnosen i mange år.

For Camilla er Parkinsons sygdom en hjertesag og hun har flere gange fortalt, hvordan hun lovede sin far, at hun ville hjælpe med at udbrede kendskabet til sygdommen. Det kan man i den grad sige, at Camilla er med til at gøre nu - og har gjort kontinuerligt de seneste år.

Som konferencier ved walken var det nemlig langt fra første gang, at Camilla dedikerede tid og kræfter til parkinsonsagen. Derimod har hun tidligere stået i spidsen for foreningens ’Stand-still kampagne’ fra efteråret 2013, hun deltog på foreningens dreamteam til DHL-stafetten 2013 og fortalte ikke mindst sin personlige historie i forbindelse med den Internationale Parkinsondag i 2012, der satte fokus på pårørende og patientsikkerhed.

Flere medier har også været interesseret i at fortælle Camillas historie. Senest i forbindelse med hendes nye rolle som parkinsonambassadør, hvor blandt andet Billed Bladet, Her&Nu og BT i ugen op til walken bragte længere portrætter af Camilla. Her kan man læse, hvordan hun er glad for, at hun nu kan gøre en forskel. Blandt andet udtaler hun i Her&Nu, at hun ville ønske, at hun havde haft et større kendskab til sygdommen:

”Jeg ville ønske, at jeg havde sat mig mere ind i, hvad det vil sige at have Parkinson, for der er så meget hjælp at hente, som kan forbedre livskvaliteten. Det kan jeg se på de patienter, jeg møder i foreningen i dag. Min far ville jo ikke have overlevet alligevel, men hans liv kunne have været lidt lettere. Jeg gjorde hvad jeg kunne for ham dengang, men i dag kan jeg gøre meget mere”.

I Parkinsonforeningen sætter landsformand Jorry Højer stor pris på Camillas dybe engagement og ser frem til at fortsætte det gode og tætte samarbejde, hvor Camilla på fin vis supplerer det samlede hold af ambassadører.

LÆS MERE: Parkinsonforeningens ambassadører

LÆS MERE: Camilla Nørgaard i ’Stand-still kampagnen’

LÆS MERE: BTs omtale af Camillas nye rolle som parkinsonambassadør

LÆS MERE: Billed Bladets omtale

 

(Foto: Lars Bo Iversen)