20 millioner til rehabilitering

Oprettet d. 07.11.2016

Parkinsonforeningen har i dag fået den glædelige nyhed, at partierne bag satspuljen har tildelt 20 millioner kroner til at fortsætte den vigtige rehabilitering til parkinsonramte.

Siden 2011 har parkinsonramte og deres pårørende haft tilbud om specialiseret rehabilitering, og med den nye bevilling kan tilbuddet fortsætte indtil 2020. Parkinsonforeningen har holdt møder med sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og alle sundhedsordførerne forud for satspuljeforhandlingerne, og der har været bred opbakning til at fortsætte rehabilitering til parkinsonramte. Direktør Mette Holst sender en stor tak til ministeren og sundhedsordførerne, som har gjort det muligt, at rehabiliteringstilbuddet til parkinsonramte kan fortsætte.

Rehabilitering af parkinsonramte vil som hidtil være inddelt efter sygdomsfaser, men som noget nyt vil alle rehabiliteringstilbuddene være samlet på rehabiliteringscentret Sano, som har afdelinger i Skælskør, Middelfart og Aarhus. Sano vil fremadrettet fungere som et videnscenter, der udover at tilbyde specialiseret rehabilitering også skal opkvalificere kommunale medarbejdere og forske i rehabilitering. Næste skridt er at få planlagt datoer og indhold for rehabiliteringstilbuddene.

På nuværende tidspunkt ved vi, at der i 2017 vil blive afholdt fire weekendkurser for nydiagnosticerede og deres pårørende. Derudover vil der blive udbudt fem ophold til parkinsonramte, som lever med sygdommen i midterfasen. Endelig vil 20 parkinsonramte i den sene fase af sygdommen kunne få hjemmebesøg.

Hold øje med hjemmesiden, Parkinson Nyt eller Facebook for annoncering af datoer. Du kan læse mere om rehabiliteringsprojektet via nedenstående link. Du er også velkommen til at kontakte projektleder Marlene Grønnegaard Sørensen, tlf. 36350235 eller ms@parkinson.dk.

LÆS MERE: Rehabilitering