10 mio. til parkinsonforskning

Lundbeckfonden uddeler 70 mio. kr. til postdoc-projekter, hvoraf de 10 mio. kr. går til fire spændende parkinsonprojekter. Blandt modtagerne er to tidligere modtagere af Parkinsonforeningens ”Ung Forsker Pris”, nemlig Helle Bogetofte, som fik tildelt Parkinsonforeningens pris i 2015 og Jacob Horsager, som fik prisen i 2021.

Lundbeckfonden har et strategisk mål, der handler om at gøre Danmark til en af verdens førende nationer inden for neurovidenskab – og et af de værktøjer, fonden bruger for at nå derhen, hedder LF Postdocs.

LF Postdocs er forskningsbevillinger rettet mod yngre, højt kvalificerede forskere inden for det sundhedsvidenskabelige felt – og postdoc-bevillingerne for 2022 er netop uddelt.

Der er tale om i alt 31 bevillinger, herunder en række projekter inden for neurodegenerative sygdomme som parkinson, Alzheimer og ALS. De 31 projekter støttes med i alt 70 mio. kr. – i gennemsnit godt 2.250.000 kr. pr. bevilling.

2.596.900 kr. til Helle Bogetofte
Helle Bogetofte, Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet, vil ved hjælp af stamcelleteknik i laboratoriet frembringe den type nerveceller, som påvirkes ved såkaldt sporadisk parkinson, hvor sygdommen opstår som følge af en endnu ikke klarlagt kombination af miljømæssige- og genetiske risikofaktorer. Projektet udføres i samarbejde med det britiske Oxford Parkinson’s Disease Center.

2.399.915 kr. til Jade Degrandmaison
Jade Degrandmaison, Institut for Neurovidenskab, Københavns Universitet, vil bl.a. undersøge cellulære og fysiologiske mekanismer bag neurodegenerative processer, der ødelægger dopaminproducerende celler i forbindelse med parkinson. Desuden vil hun prøve at identificere gener, der kan bruges som diagnostiske ’værktøjer’.

2.397.400 kr. til Janko Kajtez
Janko Kajtez, Institut for Neurovidenskab, Københavns Universitet, vil ved hjælp af en avanceret screeningsplatform undersøge flere tusinde små molekyler for at prøve at finde nye medicin-kandidater til behandling af Parkinsons sygdom. Det handler bl.a. om medicin rettet mod den nedbrydning af nerveceller i hjernen, som finder sted ved Parkinsons sygdom.

2.500.000 kr. til Jacob Horsager
Jacob Horsager, Ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, forsøger at nå frem til en mere præcis forståelse af forskellige undertyper af Parkinsons sygdom. Han vil ved hjælp af bl.a. hjerneskanninger af nerveskader hos patienter søge at udvide forståelse af specifikke neurobiologiske forhold ved disse undertyper af parkinson.

LÆS MERE: Se alle bevillinger

Vi udsender regelmæssige nyhedsmails fra Parkinsonforeningen.
Skriv dig op her.