10 mio. til parkinsonforskning

Oprettet d. 02.05.2019

Selvom Parkinsons sygdom er en af de mest almindelige neurologiske sygdomme, er der endnu ingen der ved, hvor og hvorfor Parkinsons sygdom udvikler sig. Klinisk professor og overlæge Per Borghammer fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har derfor fået 10 mio. kr. fra Lundbeckfonden til at finde svaret.

Per Borghammer og hans kolleger kombinerer patientundersøgelser vha. forskellige typer af skanninger med forsøg i laboratoriet. Her kortlægger forskerne de anatomiske og fysiologiske forandringer, der sker i kroppens celler og væv, når sygdommen – i hvert fald i nogle tilfælde – spreder sig fra tarmen til hjernen.

Hvis Aarhus-forskerne kan bevise, at Parkinsons sygdom begynder i tarmen, vil man på længere sigt kunne bremse eller muligvis helt standse sygdomsudviklingen ved at behandle tarmens nervesystem med medicin eller kosttilskud som fx probiotika.

Parkinsonforeningen følger spændt med.