10 mio. til ny forskning

Oprettet d. 29.05.2019

Professor Daniel Otzen fra Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO) på Aarhus Universitet har modtaget 10 mio. kr. fra Lundbeckfonden til at udvikle nye og bedre metoder til at diagnosticere og forebygge parkinson.

Bevillingen fra Lundbeckfonden går til et nyt forskningscenter, CytoPad (Targeting Cytotoxic Oligomers in Parkinson’s Disease), og som navnet antyder, handler det om at angribe celledræbende oligomerer i parkinsonisme.

I parkinsonisme går hjernens nerveceller langsomt til grunde, og der er stærke indicier for, at denne celledød hænger sammen med, at proteinet alpha-synuclein (aSN) klumper sig sammen. Undervejs i processen dannes nogle mindre molekyler, oligomerer, som er cellegifte, der kan beskadige og i sidste ende dræbe nerveceller.

I CytoPad vil otte forskerhold fra Danmark og Indien samarbejde om at udvikle både proteiner, peptider og småmolekyler til at binde og uskadeliggøre disse oligomerer. I den forbindelse vil de bl.a. bruge antistoffer fra lamaer.

LÆS MERE: Aarhus Universitet