Øget mulighed for vederlagsfri fysioterapi

Oprettet d. 27.04.2020

I takt med, at fysioterapeuterne øger deres aktiviteter, er der åbnet op for, at flere patienter kan få træning. Du skal derfor kontakte din fysioterapeut og forhøre dig om dine muligheder, bl.a. om holdtræning. Det er nemlig ikke længere forbudt at lave holdtræning.

For mange parkinsonpatienter vil manglende træning medføre et nedsat funktionsniveau, og for disse er der nu atter mulighed for at få vederlagsfri fysioterapi. Fysioterapeuten kan nemlig iværksætte behandling for de patienter, hvor fysioterapeuten vurderer, at udsat behandling i en længere tidshorisont vil indvirke negativt på deres fysiske tilstand.

Som tidligere udmeldt skal telefon- og videokonsultationer skal være den primære kontaktform, men der nu åbnet op for holdtræning under særlige forhold. Dels skal det vurderes, om den sædvanelige holdtræning kan erstattes af individuelle forløb ift. din situation, dels skal holdtræningen kunne afholdes med 2 meters afstand mellem deltagerne og makismalt 10 personer i lokalet og dels selvfølgelig at de infektionshygiejniske retningslinjer overholdes. Om alle omstændigheder kræver det, at din fysioterapeut foretager en individuel vurdering af din situation og muligheder. Måske kan du tilbydes individuel træning og måske kan du tilbydes holdtræning.

Bemærk at du bør ikke møde fysisk frem til din fysioterapeut, hvis du udviser tegn på Covid-19 (ondt i halsen, smerter, ømhed i muskler, let tør hoste, feber og/eller åndedrætsbesvær), ligesom du bør overveje om du er i særlig risikogruppe. Om man som parkinsonpatient er i risikogruppe afhænger bl.a. af sværhedsgraden af Parkinsons sygdom, alder, fysisk tilstand, kognitive niveau (som gør det svært at forstå en given information om hygiejne og social afstand), symptomer som fx fejlsynkning og vejrtrækningsproblemer og om vedkommende har andre sygdomme, herunder kræft, hjerte-lungesygdomme og diabetes. Hvis du er i tvivl, bør du drøfte det med din neurolog.

Teksten er skrevet 27. april 2020