Medicinsk behandling

Den medicinske behandling afhænger af den parkinsonramtes alder, erhverv, sygdomsvarighed, og symptomdominans. Det anbefales, at man som parkinsonramt besøger sin neurolog minimum hvert halve år - ved medicinændring dog oftere, for løbende at være optimalt medicineret.

Det anbefales endvidere, at man som parkinsonramt ledsages af en ægtefælle eller anden nærtstående person og at der inden konsultationen udfyldes et skema, der kan vise eventuelle medicinsvingninger. 

I menuen til venstre finder du vigtig information om aftagende effekt af medicin samt bivirkninger.

LÆS MERE: Bivirkninger

Herunder kan du læse, om forskellige former for medicinsk behandling. Ved at 'klikke' på et af de røde emner herunder, kan du springe direkte til det ønskede emne. Ellers kan teksten også læses kronologisk.

Levodopa og dopamin

Levodopa er betegnelsen på det aktive stof i lægemidlerne Stalevo, Madopar og Sinemet. Den kemiske betegnelse er l-dopa (egentlig l-dihydroxy-fenylalanin). Levodopa er naturens egen opfindelse, det forekommer normalt i rigelig mængde i kroppen, hvor det syntetiseres på basis af de proteiner, som vi får ind med føden.

Levodopa omdannes normalt i nervecellen (og mange andre steder) til dopamin. Dopamin er et enkelt kemisk stof, som har egenskaber, så det kan påvirke føleceller (receptorer) – det er et såkaldt signalstof. Når en nervecelles receptorer påvirkes, reagerer denne celle med at skabe en elektrisk impuls (aktionspotentiale), som derefter vandrer langs med nervecellens udløber (nerven).

Når det kommer frem til nerveenden, frigøres der en lille mængde signalstof, som vandrer over den såkaldte synapsekløft (en vej på en titusindendel af en millimeter) til næste nervecelle, hvor det fæstner sig på en receptor. Denne anden nervecelle aktiveres da og sender en impuls afsted i sin nerve. På denne måde vandrer informationen fra celle til celle i nervesystemet, til den til sidst kommer til et andet organ, f.eks. en muskel, som da aktiveres til at udvikle kraft og igangsætte bevægelser.

Professor og nobelprismodtager Arvid Carlsson opdagede, at nerveceller i hjernen “taler med hinanden” via signalstoffer. På hans tid troede man på direkte overførsel af elektriske impulser mellem cellerne. Carlsson foreslog, at Parkinsons sygdom skyldes mangel på dopamin i hjernen. Han viste i et enkelt dyreforsøg (kanin behandlet med reserpin, som udtømmer dopaminet fra kroppen), at dopaminmangel giver ubevægelighed, og at tilførsel af levodopa ophævede dopaminmanglen og gengav bevægeligheden et stykke tid. En behandlingsmetode var født!

Til toppen

Lægemidler der indeholder levodopa

Lægemidlerne Stalevo, Madopar og Sinemet indeholder alle levodopa. For at forhindre at tilført levodopa nedbrydes til inaktive stoffer allerede i blodet, har man tilsat en såkaldt decarboxylasehæmmer i hvert af lægemidlerne. Levodopapræparatet bliver da mere effektivt og kan gives i lavere dosis. Stalevo indeholder desuden et stof (entakapon), som yderligere forhindrer nedbrydning og giver lægemidlet en forlænget og forstærket effekt.

Duodopa er et præparat bestående af levodopa til infusion via lægemiddelpumpe direkte til tarmen via en lille “knap” på maven. Duodopa anvendes ved svær sygdom, hvis tabletbehandling ikke længere giver tilfredsstillende symptomfrihed om dagen.

Til toppen

Nedbrydningshæmmere (COMT-hæmmere og MAO-B-hæmmere)

Disse lægemidler indeholder stoffer, som hindrer en for hurtig nedbrydning af levodopa og dopamin. De giver således forlænget og øget effekt af levodopa mod symptomerne ved Parkinsons sygdom. De er naturlige supplementer til Madopar og Sinemet.

COMT-hæmmere (Comtess, Tasmar)
COMT er en forkortelse for katekol-O-metyltransferase, et såkaldt enzym i kroppen, som nedbryder levodopa og dopamin. I Stalevo har man “indbagt” en dosis af COMT-hæmmeren entakapon. Man slipper da for at tage to tabletter for at opnå den forstærkede effekt af tilsætningsstoffet. Entakapon findes også i en særskilt tablet kaldet Comtess. Denne skal altid tages sammen med hver enkelt dosis af Madopar eller Sinemet for at opnå den bedst mulige effekt. En anden COMT-hæmmer findes i lægemidlet Tasmar.

Indtagelse af Tasmar medfører en øget risiko for alvorlige bivirkninger og må derfor kun anvendes af dem, der af en eller anden grund ikke kan tage Comtess.

MAO-B-hæmmere (Eldepryl, Selegilin og Azilect)
MAO-B står for monoaminoxidase type B. Monoaminoxidase er yderligere et enzym, som nedbryder levodopa og dopamin til inaktive stoffer. Ved at give et stof, som hæmmer MAO, forlænger man levodopas virkningstid. Disse lægemidler forstærker også effekten af levodopa (Stalevo, Madopar og Sinemet ). Eldepryl og Selegilin indeholder begge nedbrydningshæmmeren selegilin. Azilect er et relativt nyt præparat, der indeholder det aktive stof rasagilin.

Effekten af MAO-B-hæmmerne er i bedste fald sammenlignelig med effekten af COMT-hæmmere. De skal anvendes med forsigtighed sammen med visse andre lægemidler, men kan kombineres med COMT-hæmmere. Læs omhyggeligt den beskrivelse (indlægsseddel), der følger med dine tabletter.

Dopaminagonister (apomorfin, Sifrol, Requip, Cabaser, Neupro)
Har man en sygdom med mangel på dopamin, så spekulerer man måske over, hvorfor man ikke bare kan tilføre kroppen dopamin og ophæve mangelen. Forklaringen er, at der findes en spærring for transport af dopamin ind til nervesystemet, den såkaldte blodhjernebarriere. Dette er sandsynligvis en beskyttelsesfunktion, som skal forhindre os i at blive udsat for overdoser af et så kraftigt stof. Lægemiddelindustrien har gennem forskning udviklet flere stoffer, der ligner dopamin i effekt, og som kan passere barrieren.

De har da en virkning i nervesystemet. Man kalder disse lægemidler dopaminagonister (omtrent = “dopaminvenner”, eller måske snarere “dopaminefterligninger”). De kan til en vis grad kompensere for manglen på dopamin. Dopaminagonisterne udgør et supplement eller alternativ til levodopa. De kan gives som enkeltstående medicin ligesom levodopa. Effekten er dog generelt svagere, og der er flere bivirkninger end ved levodopa.

Apomorfin er den ældste “dopaminefterligning”. Den blev fremstillet første gang i 1850 ved, at man hældte stærk syre på morfin. Derved dannedes et nyt molekyle – apomorfin - som havde helt andre egenskaber end morfin. Apomorfin er den kraftigste “dopaminefterligning”. Desværre kan den ikke gives i tabletform, men skal injiceres. I dag har vi et registreret lægemiddel – Apo-Go – som dels findes i en engangssprøjte, dels i en lille lægemiddelpumpe. I begge tilfælde tilføres apomorfinet under huden (subkutant). Effekten af apomorfin sætter hurtigt ind (5-10 minutter), eftersom lægemidlet optages direkte i blodet uden at passere mavetarmkanalen. Ved at injicere en passende dosis under huden ved hjælp af en injektionspen kan man hurtigt ophæve en aftagende effekt. Er det nødvendigt at injicere mange gange pr. dag, kan det være en god idé i stedet at prøve en injektionspumpe. Fordelen her er en meget jævn lægemiddeleffekt og kraftigt mindsket nedsat effekt.

Sifrol er en “dopaminefterligning”, som indeholder det aktive stof pramipexol. En tablet har effekt i 6-8 timer. Det normale dosisområde er 0,5-2 mg per dag, oftest opdelt på 3-6 doseringer.

Requip indeholder stoffet ropinirol. Effekten og virkningstiden ligner meget Sifrol. Bivirkningerne minder om levodopas. Det gælder primært en diskret kvalme, men sommetider også træthed. Disse bivirkninger plejer at blive mindre med tiden – kroppen vænner sig til midlet.

Cabaser (indeholder kabergolin) og Parlodel (indeholder bromokriptin) har en anden kemisk kerne. Man plejer at sige at de er “ergot-derivater”, det vil sige i familie med ergotamin. De har samme bivirkninger som de ovenstående præparater, men i højere dosis er der desuden risiko for fibrosedannelse i lungerne og på hjerteklapperne. Disse præparater må ikke anvendes, hvis man har lunge- eller hjerteproblemer. Lægen bør også lytte på hjerte og lunger cirka en gang om året. Cabaser har meget lang virketid. Normalt dosisområde er 1-6 mg per dag for Cabaser og 10-20 mg per dag for Parlodel.

Neupro er en middellangt virkende dopaminefterligning, men fordi den tilføres via et plaster på huden, får den langtidsvirkning. Effekten påvirkes sandsynligvis heller ikke så meget af måltider. Dette gør, at det kan prøves, hvis man har ujævn effekt af de forskellige typer lægemidler, f.eks. for de, der har svært ved at bevæge sig i sengen om natten. Man har endnu ikke opnået så stor erfaring med dette lægemiddel.

Til toppen

Hvordan kan en lægemiddelbehandling se ud?

Det faktum at dopaminmanglen med årene tiltager, betyder at medicineringen skal ændres og efterhånden udbygges med tilskud af nye lægemidler. Ellers optræder der aftagende effekt, og symptomerne forværres.

I en tidlig fase af sygdommen vælger man mellem levodopa og “dopaminefterligninger”. Begge behandlinger har specifikke fordele. Ved yngre alder og for de, der har relativt lettere besvær, kan man vælge at give en “dopaminefterligning” som førstevalgsmedicinering. Lindringen af symptomerne bliver ikke lige så effektiv, men man mindsker risikoen for, at der opstår ufrivillige bevægelser som følge af behandlingen. Normalt må man dog senere tilføje et præparat der indeholder levodopa, inden for et eller nogle få års behandling.

I mange tilfælde begynder man direkte med levodopa, især hvis lægen ikke er helt sikker på diagnosen. Levodopa er mere effektivt og har færre bivirkninger. Der er håb om, at Stalevo takket være det tilsatte entakapon vil være mere fri for risiko for at udløse ufrivillige bevægelser.

Det er vigtigt at gå forsigtigt frem med lave doser og øge medicindoserne langsomt, til man opnår den tilsigtede symptomlindring. Nogen har indført begrebet “low and slow”. Har man for travlt udløser man bivirkninger før den tilsigtede effekt indfinder sig. Normalt tager det 2-3 måneder før man er oppe i effektiv dosis, sommetider betydelig længere tid.

En typisk start med Stalevo kan være 50 mg 3 gange om dagen i 2-4 uger. Hvis dette ikke udløser kvalme (hvilket det relativt sjældent gør), kan man derefter øge dosis til 100 mg tre gange pr.  dag, hvis det er nødvendigt. Hvis man ved, at man let får kvalme eller har tendens til lavt blodtryk, skal takten i dosisforøgelsen være endnu mere langsom. Kroppen vænner sig da efterhånden til det, og kvalmen og svimmelheden forsvinder.

Til toppen