Når et medlem af familien får Parkinson, sker der ændringer i måden, man forholder sig til hinanden på. Generelt kan man sige, at den måde forældrene forholder sig til det, at kronisk sygdom er blevet en del af familielivet, påvirker, hvordan børn og unge reagerer. Hvis et barn eller en ung ser, at forældrene klarer denne ændring, kan de slappe af.
Børns reaktion på, at en i familien bliver syg varierer med alderen. Yngre børn tilpasser sig hurtigere ændringerne. De spørger, om det er noget, man dør af og er glade, når det ikke er tilfældet, så kan de roligt gå ud og lege videre. Det, der betyder noget for dem, er, at man er der. De er åbne og nysgerrige og spørger helt naturligt: “Hvorfor ryster du?”
På biblioteket kan du låne bogen ”Hvorfor ryster far?”, der er skrevet af Mats Larsson, Poul Vinter og Erik Dupont i 2002 og er oversat fra svensk. Bogen er rettet mod mindre børn med tegninger og tekst og er skrevet af en parkinsonramt, der selv har skullet forklare sine børn om Parkinsons sygdom.
Man kan også finde god information i andre europæiske parkinsonforeninger – eksempelvis har Englands parkinsonforening Parkinson’s UK udgivet flere billedbøger til mindre børn med titlerne ”My Mum has Parkinson’s”, ”My Dad has Parkinson’s”, ”My Grandad has Parkinson’s” og ”My Gran has Parkinson’s”. Bøgerne er skrevet af Virginia Ironside og kan bestilles eller downloades. Teksten er på engelsk.
LÆS MERE: Parkinson’s UK – bøger til børn
Unge reagerer anderledes. De kan udtrykke vrede, både mod den, der har sygdommen, og mod sygdommen. Bag denne vrede ligger, at de er kede af det og har et dybtfølt ønske om, at forælderen skal blive rask igen. De unge, især piger prøve at hjælpe for meget. De unge er selvbevidste og kan reagere med flovhed i forhold til kammerater, indtil de opdager, at deres kammerater accepterer de ændringer, der er sket med forælderen.
Reaktionen fra voksne børn, der er flyttet hjemmefra kan igen være forskellig. De kan opleve både vrede og en “så-tag-dig-dog-sammen” holdning og en stor omsorg for den syge. De har ofte en urealistisk oplevelse af sygdommens indflydelse på forælderen, fordi de ikke oplever, at før de kommer på besøg, har den syge hvilet for at få så meget ud af besøget som muligt.