Express yourself - at danse med Parkinson
Når der står dans på recepten. Men hvad kan dans egentlig gøre for parkinsonpatienter.
Tekst af psykolog Michael Nissen og informationsmedarbejder Peter P. Christensen.
»Express yourself« hedder Charles Wrights gamle soul dansehit fra 1970 som masser af andre kunstnere har genindspillet. Vi mærker det alle, at det føles befriende at danse og udtrykke sig og at man har det bedre bagefter. En del forskning bekræfter, at det er godt for helbredet at udtrykke sig.
Den tyske emotionsforsker professor i medicinsk psykologi ved Ulm Universitet Harald C. Traue har bl.a. studeret forholdet mellem bevægelse og mimik ved spændingshovedpine. Det viste sig at de af patienterne der udtrykte og bevægede sig mindst under socialt stress også havde den højeste grad af muskulær anspændthed når de var udsatte for socialt stress.
Arbejdsgruppen omkring B.A. Esterling kunne vise at studenter der undertrykte deres følelser udviste forringet immunologisk reaktion over for Epstein-Barr-viruset i forhold til mere følelsesmæssigt sensible og ekspressive studenter.
Musik og dans indgår i alle kulturer, og man må således gå ud fra, at dette er udtryk for musikken og dansens universelle betydning. I traditionelle kulturer indgår dansen i ritualer og ceremonier og har ofte bl.a. en helbredende funktion. F.eks. på Cuba og Haiti ved voodooritualer danser deltagerne, indtil de går i trance, disse ritualer stammer fra shamanistiske kulturer i Afrika og har indfl ydelse på både krop og psyke.
Psykologen Richard Katz beskriver jægersamler folket Kung i Kalahariørkenen i Afrika, hvor en psykofysisk form for energi kaldet n/um aktiveres gennem rituelle danse og trommespil. Gennem dette konfronterer deltagerne modsætninger og usikkerhed i deres liv. Via dansen får de en følelse af at blive mere sig selv og at blive integreret i gruppen igen.
I hinduistisk dans som f.eks. Kathakali kombineres yoga, atletik og religiøs hengivelse, disse danse har ligeledes en healende effekt. Historikeren Adolph F. Bandelier beretter at man i den Mexicanske Peyotekult dansede og sang med stor begejstring i et helt døgn. Næste dag græd de så meget, at de sagde, at de vaskede deres ansigter med tårer.
Dansen i Vesten
I Vesten er dansen for manges vedkommende begrænset til noget, man gør en gang om året, nemlig når man danser rundt om juletræet. Dette gælder ikke længere for parkinsonpatienter, de er nemlig begyndt at danse for at få det bedre. I Sydamerika danser de biodanza, i Canada danser de på det medicinske fakultet på Calgary Universitet, i USA og på Neurologisk afdeling på Levanger Sygehus i Norge danser de moderne dans og ligeledes i USA, og midt i København danser de tango.
Dans som terapeutisk metode går i vesten tilbage til den humanistiske bevægelse inden for terapi i 60’erne og 70’erne. Rødderne går dog helt tilbage til starten af det 20. århundrede, hvor f.eks. en af opfi nderne af moderne dans Isadora Duncan søgte efter kilden til den motoriske kraft, den impuls og det sted i kroppen, hvor bevægelsen starter.
Isadora Duncan søgte efter en harmonisk udvikling af krop og psyke. Målet for den senere udviklede danseterapi er at stimulere evnen til fysisk at udtrykke følelser og indre oplevelser. Endvidere at skabe et symbolsprog gennem dansen, men også at sprogligt bearbejde de oplevelser, der er opstået gennem dansen. Dette skal medvirke til, at man får mere kontakt til sig selv og til andre.
Biodanza
Den chilenske antropolog og psykolog Rolando Toro Araneda skabte et danseterapeutisk system, som han kalder biodanza for 40 år siden. Han har forsket i sammenhængen mellem psykosomatik, Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom i Argentina, Brasilien, Italien og Schweiz fra 1974 til 1998, hvor han tog tilbage til Chile.
Motiveret af et behov for at gøre den vestlige medicin mere human og for at finde en måde at stimulere folks egen instinkter i forhold til at få det bedre, udviklede han sit terapeutiske dansesystem biodanza. Biodanza er bl.a. inspireret af forskellige danseformer og ritualer fra forskellige oprindelige kulturer og diverse psykoterapeutiske metoder. Han udviklede således et system der via musik, dans og øvelser stimulerer vitalitet, kreativitet og kontakt mellem mennesker.
Han kaldte det biodanza, fordi han mener at bevægelser, der udtrykker følelser har en dybtgående indfl ydelse på vores biologi. I biodanza følger man livets naturlige bevægelser, dets biologiske rytme, hjertets pulsslag m.m.. Nogle af øvelserne påvirker det autonome nervesystem, nogle af øvelserne stimulerer dette, mens andre beroliger nervesystemet. Systemet er endvidere, ifølge Araneda, med til at udvikle vitalitet, seksualiteten, kreativitet, følelser m.m.
Araneda kritiserer den traditionelle rehabilitering af parkinsonpatienter for at være mekanisk og for at påtvinge patienterne noget udefra. Patienterne får at vide, hvad de skal gøre, eller behandleren gør noget med dem. I biodanza kommer impulsen indefra, dvs. at patienten udtrykker sig kropsligt ud fra et følelsesmæssigt behov. Patienten får lyst til at bevæge sig.
Parkinson og biodanza
Mange parkinsonpatienter føler et, men kroppen udtrykker noget andet. I biodanza forsøger man at integrere dette. Araneda har ligefrem udviklet forskellige danse til de forskellige parkinsonsymptomer. I forhold til rystelser anbefaler han dans med følelsesmæssig motivation, for at mindske rigiditet anbefales en fl ydende og fri dans, i forhold til problemer med at starte bevægelser anbefaler han kreative danse og ekspressive slow motion danse.
I forhold til depressive symptomer anbefales euforiske danse og ekspressive danse. Ved manglende selvtillid mener Araneda, at det er godt at lave øvelser, der udtrykker en styrke og at gå med beslutsomhed. Ved problemer med at kunne udtrykke sig og ved problemer med kommunikation anbefales danse, hvor man udtrykker følelser og kærlighedsdans.
Dr. Marcus Stueck på Institut for Psykologi ved Leipzig Universitet i Tyskland har forsket i biodanzas effekt. Sammen med kolleger har de undersøgt effekten på 150 mennesker over en periode på fl ere år. De kunne bl.a. iagttage formindsket stress, færre psykosomatiske problemer og forøget social evne.
I Canada på det medicinske fakultet på Calgary Universitet forskes der i, hvorfor musik og dans er i stand til at få patienter med Parkinsons sygdom til at kunne bevæge sig uden de symptomer, de normalt kender til. En af deltagerne i forsøget på universitetet siger, at det er som om at Parkinson ikke eksisterer, når hun danser.
Dr. Hu, der er en af forskerne i forsøget, siger, at effekten af dansen kun virker så lang tid, som klienterne danser, og at et af målene i forsøget er at finde ud af, om man kan forlænge effekten til at vare dage, uger eller år.
Norsk dans som projekt
I Norge påbegynder man nu et forskningsprojekt som kort og godt hedder »Dansing mot Parkinson«.
I en artikel i det norske parkinsonblad skriver den norske overlæge Sascha Mitrovic fra Levanger Sykehus, at der ved den seneste verdenskongres om Parkinsons sygdom i Washington blev præsenteret en rapport fra et projekt med en række parkinsonpatienter i Brooklyn, New York, som deltog i en træningsgruppe for moderne dans.
Gruppen var organiseret gennem Brooklyns parkinsonforening i samarbejde med den internationalt anerkendte Mark Morris Dance Group fra New York.
Konklusionen var meget lovende, men det findes pt ingen videnskabelige studier, der kan bevise effekten.
Den neurologiske afdeling ved Levanger Sykehus er kommet i kontakt med arbejdsgruppen fra New York, og samtidig er der kommet forskningsmidler på plads. Dermed er det blevet muligt at gennemføre et studie om behandling af parkinsonpatienter med moderne dans på Levanger Sykehus.
Målsætningen med studiet er at undersøge, hvilken effekt danseterapi har på patientens bevægelighed, livsenergi og livskvalitet.
Desuden skal det undersøges, hvilken effekt dansen har på livskvaliteten hos de pårørende.
Studiet påbegyndes i 2007 og afsluttes inden året er omme. Der etableres en gruppe på 10 patienter og 10 pårørende. Ved siden af etableres en kontrolgruppe for fysioterapi med 10 patienter uden pårørende.
Det er tilfældigt, hvilken gruppe en patient tildeles, og derefter trænes en gang ugentligt. Der er dog ikke tale om ”selskabsdans”. Indholdet er træning af balance, gangproblemer, kropsposition, tempo og øvelser til musik. Patienterne behøver ikke have kendskab til dans på forhånd, og programmet tilpasses patienterne.
Hvis projektet ender med positive resultater, kan det hjælpe til at få etableret flere danseterapigrupper for parkinsonpatienter og pårørende.
 I København danser de tango
Marianne Wedel Mathiesen er parkinsonpatient og har danset tango siden 1999. Hun var til et arrangement, hvor hun så en opvisning, som hun fandt utroligt smuk.
»Dengang havde jeg ikke Parkinsons sygdom, men det har jeg fået efterfølgende. I dag betyder tango utroligt meget for mig. Den balance, jeg har fået, ville jeg ikke kunne drømme om som parkinsonpatient, der ikke dansede tango«, forklarer Marianne.
»Det kan være svært som parkinsonpatient, men det kan blive rigtig fl ot, når det lykkes«, siger hun.
Marianne har endda været i tangoens hjemland Argentina, hvor hun har lært fl ere trin og har fået endnu mere mod på dansen.
»Og i dag betyder det meget for mig. Det styrker mig fysisk, og det giver mig god balance. Man bliver træt i musklerne, og der er god motion i det. Der fi ndes forskellige former for tango – nogle hurtige og nogle langsomme.
Jeg har nu også læst mig frem til, at tango optræder flere steder i forbindelse med Parkinsons sygdom«, forklarer Marianne, der henviser til hjemmesiden www.tango.dk, hvis der skulle være flere parkinsonpatienter (og pårørende), der har fået mod på at danse sig til et bedre liv med Parkinson. |
Araneda skriver, at man ved hjælp af biodanzasystemet har kunnet iagttage store forbedringer af parkinsonpatienters tilstand. Han forklarer dette med, at systemet bygger på en forståelse af krop og psyke hvor disse tilhører de samme strukturer. Dvs. når man udtrykker sig fysisk, motiveret af følelser, påvirker dette nervesystemet og forøger produktionen af neurotransmittere. Dette har en selvforstærkende deffekt da neurotransmitterne igen påvirker den følelsesmæssige stemning og trangen til at udtrykke og bevæge sig, ifølge Araneda.
|
