Parkinsonpatienter tælles forskelligt fra land til land
Parkinson rammer relativt færre danskere end mennesker i de lande vi normalt sammenligner os med. Kan det passe?
Juli 2005 Tekst af Peter Palitzsch Christensen
Svenskerne er relativt flest, så kommer englænderne. Nordmændene er næsten som os, men vi er dog færrest. I Danmark er antallet af parkinsonpatienter relativt set det laveste, hvis man regner med parkinsonforeningernes tal. Men det er der forklaringer på, og det er ikke troværdighed, der puster de andre landes tal op.
Når man arbejder med, hvor mange mennesker, der har Parkinsons sygdom, er det ord som epidemiologi, incidens og prævalens, der er dominerende. Men et ord synes dog at overskygge de andre, nemlig ordet forbehold, men mere derom senere.
På rundtur med tal Lad os først lave en beregning. Vi tager en rundtur. Vi starter i Sverige. Svenskerne har for nylig rundet ni millioner indbyggere. Ifølge det svenske parkinsonforbund er der ca. 20.000 svenskere med Parkinsons sygdom. Det svarer til, at der er 0,22 procent af svenskerne, der har sygdommen. Så tager vi til Norge. Ifølge den danske ambassade i Norge er der 4,6 millioner nordmænd. Det norske parkinsonforbund regner med 7.000 parkinsonramte. Det giver en procentandel på 0,15.
Det løbende ur Så tager vi turen til England. Ifølge Parkinsons disease society i London er der 120.000 parkinsonramte ud af 60 millioner briter. Det giver 0,2 procent. Og endelig inden vi vender hjem et smut til USA. På regeringshjemmesiden finder man et ur, der tæller op online. Det viste i april ca. 295 millioner indbyggere, og hos den amerikanske parkinsonforening regner man med en halv million parkinsonramte. Her ender vi på 0,17 procent.
Næsten 11.000 i DK? Altså tal mellem 0,15 procent og helt op til 0,22 procent. Dem tager vi med til Danmark, hvor de officielle tal ser sådan ud: Ifølge Danmarks statistik var der i fjerde kvartal 2004 (det er de seneste tal) 5.411.405 indbyggere i kongeriget. I Dansk Parkinsonforening og i diverse brochurer, bøger og anden litteratur opererer man med tallet 6-8.000 parkinsonramte. Hvis vi regner med 5.500, så ender vi med procenttallet 0,10. Altså væsentligt lavere end i de andre lande. Hvis vi bruger det engelske tal eller det svenske tal i Danmark, så vil det svare til, at antallet af parkinsonpatienter bliver næsten fordoblet til ca. 10.800. Hvorfor er tallet lavere i Danmark?
Slagkraftig forening Det har overlæge Erik Dupont et bud på. Og her starter så rækken af forbehold. Erik Dupont har tidligere arbejdet med forekomsten af Parkinsons sygdom i Danmark. Tilbage i 1977 var det ham der stod bag en større undersøgelse i Stor-Århus. Han mener, at de ret høje tal, som angives, beror på skøn, der igen bygger på undersøgelser af varierende kvalitet. De respektive landes parkinsonforeninger kan have en vis fordel i at angive mange parkinsonramte. - Det kan være en fordel at sætte et højt tal. Bevillinger til foreningen og til forskning beregnes måske delvist ud fra tallet, og i det hele taget kan en forening virke mere slagkraftig, hvis den angiver et højere tal, forklarer Erik Dupont.
Sæt en grænse Han forklarer videre, at de to store epidemiologiske undersøgelser i Danmark, hans egen i 1977 og en på Als i 2000, kun viste meget lille forskel på forekomsten. Og disse to undersøgelse ligger til grund for tallet: 5-6.000 parkinsonramte. Overlæge Lene Wermuth, der var tovholder på Als-undersøgelsen, forklarer, at tallet afhænger af, hvordan man sætter grænsen. Man kan godt puste tallene op, men det sætter troværdigheden på spil.
Forbeholdene Erik Dupont pointerer desuden, at der er meget vanskeligt overhovedet at undersøge forekomsten af parkinsonramte. Mange læger over hele verden har forsøgt sig med en optælling i lokalsamfundet, men en sådan undersøgelse er propfuld af besværligheder og forbehold. Tegnene på Parkinsons sygdom kan være meget svage i begyndelse, ligesom der er mange især ældre der har parkinsonlignende symptomer, uden at have egentlig Parkinsons sygdom. Disse omstændigheder kan gøre en sikker registrering af totalantallet meget svær.
Neurolog den er go’ Både Lene Wermuth og Erik Dupont påpeger vigtigheden af, at det skal være en neurolog, der forestår diagnosticeringen. I deres epidemiologiske undersøgelser har de gjort meget for at sikre, at det var erfarne neurologer og helst dem selv - der stillede den diagnose, der i nogle tilfælde kan være meget svær at stille. - Der skal neurologer med særligt parkinson-kendskab til at stille den, og vi har i vores undersøgelse simpelthen gået ud til alle patienterne for at sikre os, forklarer Lene Wermuth. Erik Dupont gjorde det samme nogle år tidligere. Lene Wermuth peger desuden på, at det er vigtigt at skelne mellem idiopatisk parkinson og symptomatisk parkinson. Denne skelnen eller manglen på samme kan være en årsag til de højere tal i udlandet. - Det handler om, hvor man sætter grænsen. Man kan sagtens nå frem til større tal, hvis man tæller alle mulige med, siger hun
Har de undersøgelser? Et andet problem er, at når man opgør tallet, gør man det som regel som ”hvor mange patienter er der på et givet tidspunkt”. Og hvordan tæller man alle dem med, der kun har svage symptomer og ikke har været hos lægen eller dem, der måske har fået sygdommen meget sent? Erik Dupont mener i øvrigt, at det er mindre troværdige tal, der angives i flere af landene. Skal man sammenligne landene, er det i virkeligheden nødvendigt at have samme undersøgelser i de forskellige lande. Og for eksempel det høje svenske tal er Dupont ikke så sikker på. Men hvorfor sætter vi ikke tallet højere i Danmark? Så bliver Dansk Parkinsonforening en mere slagkraftig forening? - Det er ganske simpelt at svare på. Man kan jo ikke overse, at der foreligger to danske undersøgelser, hvis resultater må tages i betragtning. Hvis foreningen så bort fra disse undersøgelser og selv satte et højt tal, så ville den få på hattepulden af eksperterne, siger Erik Dupont.
|
Overlæge Erik Dupont fra Århus er en af dem med størt viden om epidemiologi i Danmark. Han er manden bag den store undersøgelse af Århus Amt i 1970erne.
|