Kronisk sygdom og sorgarbejdet
Tekst af psykolog og parkinsonpatient Svend Andersen
Når man får en kronisk sygdom er det nødvendigt at arbejde med sorgen over de tab der opstår. Fornemmelsen af at have en velfungerende krop forsvinder sammen med tab af dele af ens identitet, i hvert fald i en periode, måske tab af arbejdsrolle, tab af muligheder i forhold til bestemte aktiviteter, og delvis tab af den rolle man havde i familien.
De følelsesmæssige reaktioner
De tab der opstår ved kronisk sygdom er ikke lette at tage ind. I begyndelsen kan der være perioder hvor man nægter at være syg. Man føler sig ked af det, man græder, man ønsker at blive taget om og give slip på sin ked-af-det-hed. Man føler vrede. Nogle føler vrede mod sygdommen, nogle mod lægen som ikke kan give den forventede hjælp. Man stiller spørgsmålet: ”Hvorfor mig?” og man synes det er uretfærdigt, det der sker med en. Man har skyldfølelser og stiller sig selv spørgsmål som: ”Var det min egen skyld at jeg blev syg?” og ”Kunne jeg have gjort noget andet?” Man er bange for og bekymret for fremtiden og for en eventuel udvikling af sygdommen.
Accept
Med tiden – en periode der strækker sig fra et til ti år – accepterer de fleste at være blevet anderledes og at være i verden på en ny måde – på nogle områder mere begrænset end før og på andre med flere muligheder end før. Jo mere man erkender at have en kronisk sygdom jo mindre tænker man i dimensionen syg-rask og standser daglige spekulationer om hvad der kan gøre en rask. Det er en stor indre lettelse at give slip på tanken om at sygdommen kan helbredes hvis blot man anstrenger sig nok. Når accepten af tabet og accepten af den nye virkelighed er der, og man har reageret med alle sine følelser, kommer freden. Når det sidste farvel er sagt, kan man begynde at sige de nye goddag’er.
Den nye virkelighed
Accept har intet med passiv overgivelse at gøre. Acceptfasen er den fase hvor man holder op med at prøve at lave virkeligheden om så den passer til ens forventninger og i stedet for ser virkeligheden som den er. Efter det kan man kreativt tilpasse sig den nye virkelighed.
Det at nå til en accept af sig selv i den nye virkelighed vækker også oplevelsen af anderledeshed og selvbevidsthed om hvordan man fremtræder overfor andre med sin sygdom og dens symptomer, i samvær med andre. Som menneske er man fundamentalt alene, og samtidig er man dybt afhængige af hinanden. At have en anden person, et familiemedlem eller en ven tæt på er vigtigt for at komme igennem ændringerne og sorgen. Når man er nede behøver man en person som kan være tæt på en. Der er ikke behov for ord. Det at være tilstede er nok. Man har brug for et vidne til sit liv, en som tør se tabet i øjnene, og en som ikke vil gøre det mindre end det er, eller omdefinere det til noget andet.
Fortsat sorg
Sorg i relation til kronisk sygdom kan dukke op flere gange. En kronisk sygdom kan ofte udvikle sig i faser. Der vil være perioder i livet hvor man føler at nu strammer sygdommen sit greb i en, og ens symptomer forværres. Man kan lige være kommet igennem en omstillingsproces, arbejdet med sorgen og er inde i en god periode. Så bliver man kastet ud i nye tab og ubalancer.
Den dybere sorg
Når man er nået gennem omstillingsprocessen og har tilpasset dig den nye virkelighed og forventer at livet fortsætter lettere nu, oplever mange mennesker at den samme krise dukker op igen på et dybere niveau. Hvor tilpasningsprocesserne har gået på at tilpasse sig til livet igen, er det næste tema, hvem man nu er som person. Man begynder at stille spørgsmål om meningen med sit liv.
Udfordringen
Man er bange for at se de svære ting ved kronisk sygdom i øjnene, de daglige opgaver som er begyndt at tage lang tid at få ordnet. Eller den tilstand hvor man ikke kan være sammen med andre fordi ens symptomer tager al opmærksomheden. Udfordringen i denne situation er: ”Tør man være den man er ligegyldigt hvad andre siger, eller vi man fortsat være afhængig af andre menneskers meninger og forventninger?”
At sørge over et tab er en naturlig proces. Formålet er at lukke døren til det der ikke er mere og at tilpasse sig på ny til en ny virkelighed med nye muligheder. Når sorgprocessen forløber godt, siger mennesker at de gerne ville være foruden det skete, men nødig ville undvære den livsvisdom, de har erhvervet sig gennem forløbet.
|
|
