Tango er kærlighedens dans

Personlig beretning fra konferencen i København

Af Marianne Højer Møller

Jeg er pårørende i Parkinsonforeningen og var med til markeringen af den internationale Parkinsondag på Rigshospitalet den 18. april som ledsager og hjælper.

Jeg er ikke stiv i de medicinske formler, der bliver henvist til og det gjorde det ikke nemmere for mig, at foredraget var på svensk. Så jeg faldt lidt fra og var bare til stede og til rådighed for Stig, min far. Dog kunne jeg se på de øvrige tilhørere, at det gav dyb mening, det der blev sagt.

Det at have en kronisk sygdom, gør én til specialist i både medicin, bivirkninger, påvirkninger – og sygdomsramte sidder forrest i rækkerne og lytter, når der tales om ny forskning og nye resultater. Det gælder liv og død!

Der var et oplæg mere om motion, som var mere tilgængeligt for lægfolk som jeg, og igen slog det mig, at kuren til en god livsførelse er det samme for os alle sammen, blot meget mere afgørende for kronisk syge. Mens vi er raske, tager vi vores helbred for givet, og gør ikke altid det vi kan for at vedligeholde os selv. Denne temadag var en god påmindelse for mig om at være taknemmelig for det jeg har, og hjælpe hvor jeg kan.

Efter frokost blev vi præsenteret for en tangoinstruktør og hans charmerende partner. Han talte til gengæld fra en verden jeg kender og om det, som er alment menneskeligt; livskompetencer. Hans pointe var, at dansen er et enestående middel til at bevare og styrke det, der er vigtigt for os alle sammen – og særligt for parkinsonramte; balance, nærhed, intimitet og glæde.

Han havde et fantastisk budskab om, at netop argentinsk tango understøtter det, som er de uheldige bivirkninger ved parkinson. Jeg arbejder selv med små børn til daglig, og bliver hver dag bekræftet i, hvor meget det kræver at øve sig og erobre den store nye verden i starten af livet. Parkinsonramtes udfordring er den modsatte; nemlig at holde fast i livet, i livskompetencerne, i værdigheden og i relationerne. Dansen understøtter alt dette.

Tango er som ’træning’ en ’voksen’ måde at være til stede i livet på. Når mænd danser retter de ryggen, de holder om deres kvinde og fører hende frem. De styrer og leder så kvinden kan overgive sig til hans lederskab og blive tryg. Der opstår en helt speciel kemi når der danses, ingen kan skille de to ad. De bekræfter tilhørsforhold, nærhed og kærlighed. Det er en skøn forening af det maskuline og det feminine og det er rørende i al sin enkelthed.

Jeg kigger på min far Stig, som kigger hen på min mor med al den kærlighed han har til hende og jeg ved, at der er intet han ønsker mere, end at lede hende gennem resten af livets dans.