Kognitive problemer ved Parkinsons sygdom
Tekst af Lars Søndergård, parkinsonramt
Kognitive forstyrrelser er måden jeg tænker på, er de blevet ændret, siden jeg fik konstateret Parkinson i 1995 og STN opereret i 2006?
Det kan jeg meget nemt sige ja til. Om det så skyldes forandringer i hjernen, eller det skyldes, at jeg har fået konstateret en fremadskridende progredierende sygdom, deri ligger det svære for mig, og som jeg her vil prøve at forklare.
Jeg er vokset op på en gård i halvtredserne, og her bestod arbejdet for det meste af fysisk udfoldelse. Så man kan sige, at jeg med modermælken er blevet indprentet, at jeg skal yde noget fysisk. Det kom til at præge mig langt hen i livet på den måde, at jeg havde det bedst, hvis jeg kunne mærke på min krop, at den havde præsteret noget fysisk, når jeg gik i seng.
Jeg elskede mine landbrug, og jeg lagde hele min sjæl og krop i arbejdet med dem. Jeg var nok en slags arbejdsnarkoman. Jeg havde kun respekt for fysisk arbejde, papirnussere var ikke mig.
I 1990 begyndte min ryg at drille mig, og jeg fik konstateret slidgigt i det nederste af rygsøjlen. Her kan jeg nemt huske, jeg begyndte at tænke anderledes. Så er spørgsmålet, om det skyldes, at Parkinson havde debuteret, (konstateret i 1995) eller jeg indså, at jeg måtte nedtrappe min fysiske aktivitet. Det er svært at afgøre måske en kombination.
Jeg blev skilt i 1998 og fra 1998 førtidspensioneret. Det var nedtur efter nedtur og jeg var langt nede. På et tidspunkt i slutningen af 1999 så jeg, at VUC i Hjørring havde et turbohold på 9. klasse niveau fra 5, januar og med eksamen hen i maj / juni. Jeg meldte mig til, og det gik strygende. 13 i mundtlig og 10 i skriftlig. Nu praler jeg, men jeg havde fundet noget, som kunne give mig noget uden at bruge kroppen alt for meget fysisk.
I den forbindelse fandt jeg ud af, jamen jeg kunne da også bruge min sygdom til noget positivt. Og pludselig gik det hele opad igen. Tænk, hvis jeg kunne få et nyt liv på andre præmisser, så fik jeg mulighed for at leve to meget forskellige liv, inden jeg skal herfra. Det har så været ledetråden siden, det at min sygdom kan give mig noget positivt, som jeg kan bruge til noget.
Senere har jeg så taget dansk mundtlig/skriftlig og psykologi på Ålborg Studenterkursus, og i dag læser jeg historie på HF niveau på VUC i Hjørring. En ting er 100 % sikkert, sygdommen gør noget ved en. Om det er pillerne, Parkinson, eller det at man er på vej til at blive invalideret, der ændrer tankegangen, er jeg ikke i stand til at besvare.
Jeg kan kun svare for mig selv og her vil jeg sige: med hensyn til penge har jeg ændret mig. Hvis jeg har nogle, bruger jeg dem, og jeg har brugt mange, så mange, at jeg må have andre til at administrere dem i dag.
Til kvinder er mit forhold også anderledes i dag, jeg vil nok bruge dem, men så ikke længere. Gerne en ny hver dag. Så det liv har været lidt turbulent. På den intellektuelle side er jeg blevet styrket, og jeg nyder hver dag min frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til Hvis jeg kikker tilbage i min karakterbog, ser jeg pludselig, at de bedste karakterer altid faldt i mundtlig dansk og historie. Skriftlig dansk var ikke så godt, men en stil lavet søndag aften og afleveret mandag morgen, vil være noget fusk. Hvor jeg forhen altid var i arbejde fysisk, har jeg i dag på grund af min sygdom tid nok, hvilket er fantastisk.
Jeg tror, at sygdommen Parkinson og de kognitive tanker virker forskelligt på det enkelte menneske. Jeg har været så heldig, at den har fået mig til at standse op og derved fået mig til at tænke positivt.
Hvis jeg til slut skal bruge et ordsprog/myte om min situation, vil jeg anvende myten om Sisyfos af Camus, hvori Sisyfos siger: »der er aldrig så hård en skæbne, undtagen den kan afvæbnes med foragt«.
|
|
