Medicin: Humor og åbenhed
De bedste våben mod parkinson er humor, naturlighed og åbenhed. Anna Hansen selv hendes mand og datter har rigeligt af alle dele
September 2005
Tekst af Peter Palitzsch Christensen
Den bedste medicin mod Parkinsons sygdom kan ikke fås på recept, og den koster faktisk ikke en krone. I hvert fald ikke den medicin, som Anna Hansen bruger mod parkinson. For familien Hansen er det bedste våben nemlig humoren. Derudover kæmper de imod ved at bruge naturlighed og åbenhed. Og når alle de midler er sluppet op, så har de alligevel et hemmeligt våben: børnebørnene.
Anna Hansens diagnose kom for syv år siden. For otte år siden blev hun indlagt med nummer to blodprop. Hun var efterfølgende lam i den ene side, og genoptræningen var ikke nok. Et år efter fik hun konstateret parkinson.
Familien oplevede ikke det store chok, for efter to blodpropper var de allerede inde i en proces med at få Anna rask. Det var mere følelsen af tvivl omkring parkinson end følelsen af chok, der pressede på.
- Hvor hurtigt går det? Og i hvilken grad. Det var mest det, jeg tænkte, husker Lisbeth.
Griner ad det
I dag har Anna både op og nedture, men hun føler, hun har en mild grad af parkinson. Anna har oplevet en del problemer med medicineringen, og har hun i perioder fået for meget: ”så vrøvler hun”, forklarer både Knud og Lisbeth.
- Så snakker hun fuldstændig sort. Men det tager vi ikke så tungt, vi griner bare ad det, siger han.
Og det er meget sigende for familiens måde at angribe sygdommen på. Det er med åbenhed og sort humor. Som Lisbeth malende beskriver det:
- Ja, vi har forsøgt at få hende til at ryste en milkshake, men det er ikke lykkedes endnu, siger hun og bryder ud i et smil, der får hele familien til at grine.
En god psyke
Trods humor og åbenhed påvirker parkinson selvsagt hverdagen. Knud forklarer, at der er en del ting, som Anna ikke længere kan. Og hun forklarer det også selv:
- Jeg har danset folkedans siden jeg var fire år. Det kan jeg ikke mere, siger hun.
I stedet danser de nu seniordans, og det kompenserer fint for folkedansen, forklarer Knud.
- Men der er jo mange ting, hun ikke kan, og sådan er det. Vi tager det meget afslappet. Jeg tror, vi har en god psyke til at klare svære ting, og vores bedste våben er at vi griner meget af alting, og så er vi åbne om det, siger Knud.
Ikke noget problem
Der er også andre ting, det er blevet svært for Anna at stå for. Det er Knud, der har taget over i køkkenet med madlavningen, men han påpeger, at det er Anna, der tager opvasken. Et er problemerne i ens egen stue, nogle parkinsonpatienter oplever også, at sygdommen rammer det sociale liv, og at man isolerer sig derhjemme.
På spørgsmålet om de nogensinde har oplevet problemer i forhold til omverdenen, er svaret prompte:
- Så skal det være, hvis omverdenen har et problem, for vi har i hvert fald ikke noget, siger Lisbeth.
- Vi er åbne om det, og det gælder os alle sammen, siger Knud.
Børns børn
Et andet ”hemmeligt” våben udover humoren er børnebørnene. Lisbeth har sammen med sin mand Kåre tre børn, hvoraf især det mindste på fem år har en særlig evne til at få mormor til at spille fodbold og meget andet, som hun ellers slet ikke burde kunne.
- Børnebørnene er guld værd. Og jeg tror, at det betyder noget, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at gøre det til en naturlighed, at min mor er syg. Det skal være naturligt for dem, siger Lisbeth og Knud supplerer:
- Det er også et godt våben: naturlighed. Det bruger vi også.
Lisbeth forklarer, at fordi det er blevet så naturligt for hende at håndtere Annas parkinson, er det også blevet naturligt for hendes børn.
Er meget sammen
Udover åbenhed og naturlighed i omgangstonen er familien også meget ofte sammen. Familiens søn bor på Amager og er derfor lidt længere væk, men Anna og Knud bor meget tæt på Lisbeth og hendes mand og børnebørnene, og det betyder, at de er utroligt meget sammen.
- Det startede egentlig, da vi skulle bygge hus, forklarer Lisbeth:
- Vi skulle bo kort hos min mor og far, men så gik tømmeren konkurs, og så boede vi hos dem i halvandet år, og vi fandt ud af, at vi havde det rigtig hyggeligt sammen.
Siden har de set en masse til hinanden, og de spiser ofte sammen, ligesom de ses flere gange om ugen. Når de ses hygger de sig og griner en masse af alting, for som Lisbeth formulerer det:
- Den bedste medicin for min mor er at grine godt og grundigt igennem, siger hun.
|
Lisbeth Cederhorn er til daglig afdelingsleder på en tegnestue i det rådgivende ingeniørfirma Leif Hansen. Derudover bruger hun meget tid sammen med forældrene, i hvem hun - med egne ord - har ”verdens bedste babysittere” – og så er det jo en fordel, at de ikke er så langt væk.
Anna Hansen læste Parkinsonforeningens pårørende-bog, og så skubbede hun den over til sin mand. Da han havde læst den, læste datteren den, og så tog både far og datter på pårørendekursus. Mens de var på kursus, boede Anna hos Lisbeths mand.
Jeg tror, vi har en god psyke til at klare svære ting, og vores bedste våben er at vi griner meget af alting, og så er vi åbne om det, siger Knud Hansen, Annas kone.
Familien Hansen har en række gode råd til, hvordan man klarer sig på den bedste måde, når familien rammes af kronisk sygdom.
|
