> Pårørende > Gode råd
 

Gode råd til pårørende

Gode råd til pårørende fra Parkinsonpoly.com

Hvordan kan jeg hjælpe min parkinsonramte ven eller slægtning?
Prøv at spille en aktiv rolle frem for en passiv. Samarbejd med den sygdomsramte om at lære sygdommens tilstande at kende: deres årsager, symptomer og behandlinger. Jo mere du forstår, des nemmere bliver dag-til-dag situationerne.
Din rolle som pårørende gør dig til en del af den ramtes omgivelser – og derfor er du med til at sikre, at den ramte får den bedste behandling. Du skal derfor være aktivt opsøgende på informationer om sygdommen.
Du kan hjælpe med at finde det bedste plejepersonale, den bedste lægelige hjælp og andre professionelle personer.
Det er vigtigt, at den sygdomsramte regelmæssigt går til lægetjek. Sørg for at gå med, og du skal ikke holde dig tilbage med spørgsmål, observationer og andet. Vær aktiv.

Tag vare på dine egne behov
Når du arbejder hårdt for at tage vare på en anden, er det meget vigtigt at du også tænker på dine egne behov – omsorgen for en anden kan tappe kræfterne både fysisk og psykisk. Det er alt for let, at sætte sine egne behov nederst på dagsordenen. Prøv at give dig selv et pusterum. Det bliver svært for dig at gøre det godt for den parkinsonramte, hvis du selv er kronisk udmattet og deprimeret.

Om at tage tid til sig selv
Du kan ikke gøre alt, og det kan du heller ikke forvente af dig selv – erkend hvad du kan og hvad du ikke kan. Tildel dig selv fritid hvor du kan hvile, slappe af og være dig selv.
Tag imod den hjælp og støtte, som familie og venner tilbyder.
Den parkinsonramte skal fortsætte med de aktiviteter han/hun interesserer sig for – og det samme skal du. Forsøg at fortsætte med dine hobbier, klubaktiviteter og venskaber.
Skønt du har skullet foretage nogle forandringer i dit liv, skal du ikke sætte dit liv på ”vågeblus”.
Du vil have mere energi og gå-på-mod i din hverdag, hvis du fortsætter med de aktiviteter du holder af.

Om at bevare sin sundhed
Det er vigtigt at du tager vare på dit eget helbred. Forsøg at undgå at køre dig selv ned. Motion, selv blot en spadseretur, hjælper dig til at slappe af. Sæt motion, eller i det mindste at gå ud en gang om ugen, på din dosmerseddel over det du skal gøre.
Forsøg at få nok nattesøvn hver nat. For lidt søvn vil gøre dig udkørt og ude af stand til at håndtere stress.
Pårørende kan også blive deprimerede – foruden tristhed, frygtsomhed og følelse af håbløshed, kan tegn på depression være: mangel på interesse i almindelige ting, søvnløshed, mangel på energi, svært ved at tænke klart, ændring af appetit og vægt.
Hvis du føler dig overvældet eller har brug for hjælp, så råb op!! Tal med din læge eller andre i sundhedssektoren om at få hjælp.

Tag en pause
Du har sandsynligvis ret, hvis du går og tænker, at du har brug for ferie. Tag den, og erkend at du fortjener en pause i din pårørende rolle.
Tag imod tilbuddet, hvis nogen tilbyder deres hjælp. Foreslå konkrete opgaver de kan udføre som f.eks rengøring, madlavning, ærinder.
Benyt dig af de muligheder for hjælp, som hjemmeplejen kan tilbyde. Tal med din kommune eller dit lokalcenter om hjemmehjælp, dagcenter, aflastning, madordninger og hvad de ellers kan tilbyde. Mulighederne kan være større end du tror.

www.parkinsonpoly.com kan man klikke sig rundt i et virtuelt hus, der giver masser af gode råd og muligheder.

Andre gode steder at finde råd og hjælp:
EPDAs hjemmeside
USAs parkinsonsammenslutning

Gode råd til pårørende

Her på siden kan du læse gode råd til pårørende - ligesom du kan klikke dig videre til andre sider med flere gode informationer.