> Pårørende > FAQ - spørgsmål og svar > Alle spørgsmål & svar
 

Hvordan undgår man som pårørende at omklamre i stedet for at hjælpe?

Giv den sygdomsramte hjælp til det, den ramte ikke selv kan, og så ikke mere. Så undgår man det. Derudover er det en god ide at tænke i økonomisering af ressourcerne. De mest energirøvende aktiviteter bør den ramte måske have hjælp til med henblik på at frigive energi til noget andet.

Hvordan forholder man sig overfor venner og familie, når sygdommen har ramt?

Det handler om at udbrede forståelse og viden. Sørg for at de får hardcore information.

Hvordan undgår man, at den pårørende føler, at vedkommendes følelser ikke er vigtige. Vedkommende er jo ikke syg?

Når alting handler om den syge, så fremstår det som det vigtigste, og det er vigtigt, at det ikke er sådan. Her handler det også om behov. Husk, at begge parter har behov og ønsker – og at man som pårørende har en vigtig opgave i at blive klar over egne behov og fastholde dem.

Hvor gør man af sorg, vrede og irritation som pårørende?

Find frirum og oaser. Brug netværket. Brug netværket af familie og venner, samt professionelle.

Hvad gør man, når den syge laver fejl eller er langsom eller lignende?

Lav om på vilkårene. Lav nogle ændringer, så der er så få fejlmuligheder som muligt. Læg forholdene til rette for succes frem for fiasko. ET helt konkret om end banalt eksempel er ved spisebordet. Hvis den ramte har svært ved at håndtere en masse skåle eller gryder, så lav portionsanretninger til alle. Og opstår situationerne, lad være med at fokusere på dem. Brug afledning, flyt opmærksomheden til noget andet.

Hvis den ramte ikke bryder sig om så mange sociale arrangementer som før, hvad gør man så? Hvordan undgår man isolationstendenser?

Find sociale sammenhænge, der skaber tryghed. Man kan måske droppe de helt store arrangementer, eller den pårørende kan gå alene til nogle af dem. Eller man kan gå og aftale, at man går hjem efter et par timer. Kort dem ned, del dem op – lav om på vilkårene. Vigtigst af alt er måske, at man som pårørende skal ud og være sammen med andre.


Hvordan får man kontakt til en psykolog?

Der er hjælp at hente efter sygesikringsaftalen. Man kan læse mere på psykologforeningens hjemmeside www.dp.dk, hvor der er fortegnelse over psykologer, der ydes offentlig støtte til.

Ofte stillede spørgsmål

Svarene i "ofte stillede spørgsmål" kommer fra psykolog Grethe Pedersen.