Arbejde skal give mening
Bodil Jørgensen ny ambassadør i Parkinsonforeningen
Interview af Louise Hjerting Nielsen og Peter P. Christensen
En gammel talemåde siger, at man bliver berømt af at medvirke i tv, rig af at lave film og dygtig af at spille teater. Selv om Bodil Jørgensens store folkelige gennembrud kom med dogmefilmen Idioterne, som hun både modtog en Bodil- og en Robertstatuette for i 1999, er hun på mange måder enig i talemåden.
Idioterne var en fantastisk film at medvirke i, og efterfølgende har hun set filmen et par gange, hvor der hver gang dukker nye lag frem. Hun fortæller, at filmen og samværet omkring den betød meget for hende personligt, og hun håber, at den opmærksomhed priserne skabte, om ikke andet får folk til at se filmen. Hun er stolt af filmen, men det er langt fra alle filmprojekter, hun siger ja til.
”For mig er det vigtigt, at der skal være en mening med det, jeg laver”, siger hun. Også i hendes valg af tv- og teaterroller, er det tydeligt, at hun søger en underliggende mening, og hun beskriver teatret som helt unikt. På scenen drives man til at blive bedre og bedre, og hun elsker, når der bliver eksperimenteret. Fra publikum får man alle reaktioner med det samme, og i samspillet med kollegaer bliver man ved med at finpudse et udtryk eller en scene lige til det sidste.
Det er første gang Bodil siger ja til en rolle som ambassadør, og også her kommer hendes personlige engagement ind i billedet. Arbejdet for Parkinsonforeningen giver mening.
Først og fremmest mor
Da vi møder Bodil, er hun netop vendt tilbage fra sin barsel og er startet på de første prøver til sin næste forestilling på teatret Kaleidoskop. Med sig har hun lille Rigmor på ni måneder, som hun har med sin mand, filmfotografen Morten Søborg. Sammen har de også Østen på 7 år og så har Bodil sønnen Johannes på 11 fra sit ægteskab med instruktøren Henrik Sartou.
Rollen som mor betyder alt, og det er vigtigt for hende, at arbejdet som skuespiller tilpasses familielivet. Så når hun senere på sæsonen skal til Tyskland med en forestilling, må familien jo komme med rundt.
”Jeg er mest mor. Derfor er det vigtigt, at det passer sammen og det kræver en stærk familie at køre det på den måde”, siger hun. Fastansættelsen på Det Kongelige Teater gør det dog heldigvis muligt at planlægge lang tid frem, og Bodil fortæller om mange spændende kommende forestillinger.
Invitation ind i forglemmelsen
Som ambassadør for Parkinsonforeningen vil Bodil blandt andet trække på sin store erfaring med at fortælle historier. ”Jeg kan invitere folk ind i forglemmelsen, underholde og fortælle”, siger hun.
Netop forglemmelsen er vigtig for Bodil, der er imponeret over evnen til at se ud over sin egen historie, og være noget for andre. Gennem sin ven Finn Basel, som tidligere har optrådt her i bladet, kender hun til Parkinsons sygdom på første hånd, og når hun fortæller om ham og deres venskab, er det også hans evne til at se ud over sin egen situation og forblive nysgerrig, der springer i øjnene. Finn formår at se ud over sig selv og stadig være nysgerrig.
Nysgerrighed som drivkraft
Nysgerrigheden har altid spillet en stor rolle i hendes liv, og hun har fra barns ben elsket at fortælle historier og sætte sig ind i andre menneskers verden. Hun fortæller, at hun altid var meget nysgerrig og var ’på’ som barn. Skulle altid lige høre, hvem nye folk var, hvad de skulle, og hvem deres bedsteforældre var. Altid fortalte hun historier til andre børn. Eller bildte folk ting ind. Drømmen om skuespil lå dog ikke lige for. Men da Bodil mange år senere søgte ind på Statens Teaterskole som 24-årig, blev det igen nysgerrigheden, der vandt.
”Det er jo det skuespil handler om. Man spørger sig selv: ”Hvem skal jeg spille og hvordan er personen?”. Nysgerrigheden er drivkraften”, siger hun. Inden hun blev optaget som skuespiller, læste hun i flere år engelsk på universitetet, hvor hun især kastede sig over Shakespeare.
Sideløbende kontaktede hun skuespillerinden Marianne Flor, som hun begyndte at læse hos, inden optagelsesprøverne. Som 28-årig var hun færdiguddannet, og kom til Jomfru Ane Teatret i to år, hvorefter hun blandt andet spillede på Betty Nansen Teatret. I 1997 blev hun fastansat på Det Kongelige Teater, og listen af roller er imponerende og lang. Som kendt ansigt håber Bodil, at hun kan være med til at sætte fokus på
Parkinsonforeningens arbejde og sygdommen i særdeleshed.
”Som ambassadør kan jeg sætte fokus på foreningen og være med til at åbne døre. Jeg kan da også stemme dørklokker, hvis det er”.
Som ven er man med til festerne
Bodils venskab med Finn har ændret sig, efter Finn fik konstateret Parkinson. Ingen tvivl om det. Men hun fortæller, at deres venskab i perioden kun har vokset sig større. Mellem dem er der ingen grænser og blufærdighed, hvilket er centralt. Som ven til en parkinsonramt mener hun, at det er vigtigt at stille op, turde spørge ind og så ellers stadig nyde samværet, festerne og alt det sjove.
”Som ven er jeg med til festerne, og på den måde er det nok nemmere at være ven. Man går jo ud af døren igen i modsætning til kærester og ægtefæller”. Omvendt nyder hun at få alt ”det gode af Finn” og er da heller ikke bleg for at give ham et verbalt los bagi, når det er nødvendigt.
Nyder roen hjemme
Deres venskab blev grundlagt, da Finn arbejdede som førstepåklæderske på Det Kongelige Teater, og hver aften stod klar ved cykelstativet praktisk talt, når Bodil forsinket kom drønende kort før forestillingens start.
”Jeg har svært ved at komme ud af døren, sådan er det tit. Der er ellers en regel på teatrene om, at man skal komme et vist tidspunkt før. Men de ved, at jeg altid kommer. Så hopper jeg lige i tøjet og er klar”, forklarer hun.
Sammen har de medvirket på adskillige forestillinger, og intimiteten er tydelig, når man hver aften skal sørge for at strømpebukserne sidder ordentligt. Så kender man hinanden ud og ind, og som interviewet skrider frem, er det da også Finn, der holder et vågent øje med Rigmor, når hun pludrer på tæppet.
Bodil fortæller, at hendes barselsperiode har givet en særlig ro i familien derhjemme, hvilket kan være sværere at opretholde, når hun drager af sted midt i aftensmaden og først kommer hjem efter, at børnene er puttet. Så er det godt med fantastiske farmødre, der kan hjælpe. Hun har nydt roen hjemme, og så er det jo heller ikke dårligt, at Finn har været med hele vejen. Nu hvor han ikke arbejder, er det nemt at smutte forbi med barnevognen.
Ambassadør for at livet fortsætter
Bodil fortæller, at hun, blandt andet ved at se på Finn, bliver bekræftet i at livet fortsætter. Fra andre venner ved hun, hvordan Parkinsons sygdom kan ramme forskelligt og på mange måder begrænser den enkelte. Derfor er nysgerrighed, gåpåmod og glæde vigtigt.
”Kan man forestille sig noget mere begrænsende end ens krop? Når man får en sygdom, mødes man af begrænsninger. Men livet er så mangfoldigt. Vi ved alligevel ikke noget om i morgen og livet fortsætter. Det vil jeg gerne være ambassadør for”.
Sammen har Finn og Bodil flere projekter i støbeskeen, hvor hun som kendt ansigt og ambassadør kan skabe opmærksomhed om foreningens arbejde. De har arrangeret en forrygende gallaforestilling til fordel for Parkinsonforeningen. Forestillingen har navnet ”Kunsten stiger” og byder på en række af Danmarks dygtigste kunstnere og skuespillere, der alle stiller gratis op for at støtte Bodil og Finn.
|
|
