Vedtægter

Her kan du læse foreningens vedtægter. De er opdelt i vedtægter for Parkinsonforeningen i Danmark, vedtægter for en kreds under Parkinsonforeningen og retningslinjer for en klub under Parkinsonforeningen.

Vedtægter for Parkinsonforeningen i Danmark

§1 Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Parkinsonforeningen i Danmark. Foreningens binavn er Dansk Parkinsonforening.

Stk. 2. Parkinsonforeningen er en landsforening med tilhørende kredse og klubber. Hjemstedet er landskontorets adresse.

§2 Formål
Foreningens formål er:

  • At bekæmpe Parkinsons sygdom samt sygdomme med lignende symptomer.
  • At sikre optimale livsvilkår, ligeværdighed og selvbestemmelse for de sygdomsramte.
  • At skabe de bedst mulige forhold for de sygdomsramte familier.
  • At udbrede kendskab til og forståelse for Parkinsons sygdom samt sygdomme med lignende symptomer.
  • At støtte forskning og behandling, der kan medvirke til opfyldelse af foreningens formål.
  • At deltage i internationalt samarbejde vedrørende sygdommen og patienternes forhold.

§3 Medlemskab og kontingent
Stk. 1. Som medlemmer af foreningen kan optages enkeltpersoner, ægtepar og samboende.

Stk. 2. Som medlemmer kan tillige optages firmaer, organisationer, kommuner, regioner, fonde, institutioner m.v.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen kan optage æresmedlemmer.

Stk. 4. Anmodning om medlemskab rettes til landskontoret eller en kreds.

Stk. 5. Medlemskontingent for det følgende regnskabsår fastsættes af hovedbestyrelsen.

Stk. 6. Kontingentet opkræves af og indbetales til landskontoret. Medlemskabet fortabes ved restance efter høring i den pågældende kreds.

§4 Organisation
Foreningen har følgende styrende organer:

  • Hovedbestyrelsen (§ 5) er foreningens øverste myndighed.
  • Forretningsudvalget (§ 8) varetager på hovedbestyrelsens vegne den daglige politiske ledelse af foreningen.
  • Kredsbestyrelserne (§ 9) varetager ledelsen af kredsenes lokale arbejde.

§5 Hovedbestyrelsen
Stk. 1. Hovedbestyrelsen er foreningens øverste myndighed.

Stk. 2. Hovedbestyrelsen sammensættes af:

  • Landsformanden
  • Næstformanden
  • De af kredsene valgte formænd
  • Yderligere repræsentanter fra kredsene efter en fastlagt nøgle
  • Et medlem udpeget af forskningsrådet
  • Op til fire af hovedbestyrelsen valgte medlemmer, som repræsenterer samfundslivet bredt. Disse kan ikke samtidig være medlem af en kredsbestyrelse.

Stk. 3. Landsformand og næstformand vælges ved det i § 6, stk. 3 nævnte årsmøde i år med lige årstal for en toårig periode. I samme møde vælges op til fire eksterne medlemmer af hovedbestyrelsen for en toårig periode, jf. stk. 2.

Stk. 4. Ved valg til landsformand og næstformand anses den kandidat for valgt, der opnår over halvdelen af de afgivne gyldige stemmer. Opnår ingen af de opstillede kandidater flertal i første afstemning foretages et frit omvalg. Opnår ingen af kandidaterne ved det frie omvalg absolut majoritet foretages en afstemning blandt de to, der i første afstemning fik flest stemmer. Ved valg til forretningsudvalget er de kandidater valgt, der har opnået flest stemmer.

Stk. 5. De til hovedbestyrelsen valgte fungerer indtil nye valg finder sted.

Stk. 6. Hovedbestyrelsen kan nedsætte udvalg til behandling af særlige opgaver efter fastlagt kommissorium, forretningsorden og udstukne økonomiske rammer.

Stk. 7. Hovedbestyrelsen udarbejder en forretningsorden for sin egen virksomhed.

Stk. 8. Det er hovedbestyrelsens ansvar at ansætte og afskedige direktøren.

§6 Hovedbestyrelsesmøder
Stk. 1. Ordinært hovedbestyrelsesmøde afholdes to gange årligt i april (årsmødet) og oktober kvartal. Herudover afholdes et årligt temamøde. Hovedbestyrelsesmøder afholdes i øvrigt efter behov.

Stk. 2. Landsformanden indkalder til hovedbestyrelsesmøde. Indkaldelsen skal ske med mindst 10 dages varsel. Med indkaldelsen skal følge en dagsorden. Dagsordenen er forinden blevet behandlet på et møde i forretningsudvalget.

Stk. 3. Ved et hovedbestyrelsesmøde i april kvartal, årsmødet, forelægges et af revisor godkendt årsregnskab m.v.. Ved et hovedbestyrelsesmøde i oktober kvartal godkendes budget for det kommende år samt fastsættelse af kontingent og fordelingen mellem landsforeningen og kredsene.

Stk. 4. Dagsordenen for årsmødet skal mindst indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Godkendelse af dagsorden
  • Landsformandens beretning om virksomheden, herunder om igangværende og planlagte aktiviteter, siden seneste møde til efterretning
  • Det reviderede årsregnskab for det senest forløbne år forelægges til godkendelse
  • Eventuelt.

Stk. 5. Sager, der opstår i tiden mellem indkaldelsen og mødet, og hvis afgørelse ikke tåler opsættelse, kan dog forelægges og afgøres på grundlag af et supplement til dagsordenen, hvis sagen af forretningsudvalget anses for presserende.

Stk. 6. I år med lige årstal skal dagsordenen for årsmødet tillige indeholde følgende punkter:

  • Valg af landsformand
  • Valg af næstformand
  • Valg af op til fire hovedbestyrelsesmedlemmer for en toårig periode repræsenterende samfundslivet bredt og en suppleant for disse
  • Valg af medlemmer til forretningsudvalget, jf. § 8, stk. 2 og to suppleanter for disse
  • Valg af en statsautoriseret revisor for landsforeningen.

Stk. 7. De i et hovedbestyrelsesmøde trufne beslutninger føres i et referat, der sendes til medlemmer af hovedbestyrelsen herunder suppleanter.

Stk. 8. Ekstraordinært møde i hovedbestyrelsen skal indkaldes inden 14 dage efter, at landsformanden fra mindst en tredjedel af hovedbestyrelsens medlemmer har modtaget krav herom med angivelse af en formuleret dagsorden.

§7 Landsformand/næstformand
Stk.1. Landsformanden har ansvaret for foreningens politiske ledelse overfor hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Landsformanden repræsenterer foreningen over for offentligheden, administrative myndigheder, udenlandske organisationer o.l. i alle forhold, som har landspolitisk karakter.

Stk. 2. I tilfælde af landsformandens forfald varetages dennes opgaver i alle forhold af næstformanden. I tilfælde af landsformandens varige forfald vælges ny landsformand på førstkommende hovedbestyrelsesmøde.

Stk. 3. Landsformanden og næstformanden kan ikke samtidig være formand eller næstformand for en kreds.

§8 Forretningsudvalget
Stk. 1. Forretningsudvalget har på hovedbestyrelsens vegne ansvaret for politiske beslutninger vedrørende foreningens løbende virksomhed.

Stk. 2. Forretningsudvalgets medlemmer er landsformanden (formand), næstformanden samt fem medlemmer af hovedbestyrelsen, hvoraf et medlem vælges blandt de eksternt valgte medlemmer.

Stk. 3. Forretningsudvalget mødes mindst 8 gange årligt. Forretningsudvalgets møder indkaldes og ledes af landsformanden. Hvis to medlemmer af forretningsudvalget rejser begrundet krav herom, skal landsformanden indkalde til møde.

Stk. 4. Der udarbejdes et referat af forretningsudvalgets beslutninger, som sendes til medlemmer af hovedbestyrelsen herunder suppleanter.

Stk. 5. Forretningsudvalget påser, at der tilgår foreningens organer den fornødne information om virksomhed, planer og beslutninger i foreningen.

Stk. 6. Forretningsudvalget udarbejder en forretningsorden for sin egen virksomhed.

§9 Kredsene
Stk. 1. Kredsene fungerer som dele af landsforeningen. Hver kreds repræsenterer de medlemmer, der i landsforeningens medlemskartotek er registreret som hørende til kredsen. Kredsinddelingen fastlægges af hovedbestyrelsen.

Stk. 2. Hver kreds fører efter anvisning af landsforeningens revisor egen elektronisk kassekladde, der indsendes til landskontoret hvert kvartal til bogføring. Kredsenes årsregnskaber indgår i landsforeningens regnskab. Kredsenes årsregnskab aflægges i øvrigt over for kredsenes medlemmer ved den årlige generalforsamling.

Stk. 3. Kredsene kan søge midler til aktiviteter fra virksomheder og fonde såvel lokalt som centralt. Dog skal de gældende etiske regler efterleves.

Stk. 4. Hovedbestyrelsen fastlægger vedtægter enslydende for samtlige kredse.

Stk. 5. Der afholdes årlige generalforsamlinger i kredsene. Kredsene underretter landsforeningen om valg af formand, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter i de år, hvor der er valg.

Stk. 6. Kredsene bør arbejde for, at der oprettes lokale klubber og yngreklubber til varetagelse af lokale aktiviteter.

§10 Forskningsrådet
Stk. 1. Til rådgivning for foreningen i sygdoms-, behandlings- og forskningsmæssige anliggender nedsætter og konstituerer hovedbestyrelsen i lige år, efter hvert ordinært landsformandsvalg, et forskningsråd, hvis medlemmer skal have faglige forudsætninger for de nævnte opgaver.

Stk. 2. Forretningsudvalget tager stilling til eventuel inhabilitet hos rådets medlemmer.

§11 Landskontoret
Stk. 1. Landskontoret ledes af en af hovedbestyrelsen ansat direktør, hvis ansættelses- og kompetencevilkår er fastlagt i en ansættelseskontrakt.

Stk. 2. Landskontoret varetager foreningens administrative og økonomiske anliggender, herunder gennemførelse af de beslutninger, der træffes af forretningsudvalget og hovedbestyrelsen.

§12 Beslutninger
Stk. 1. Hovedbestyrelsen, forretningsudvalget, § 5, stk. 6 -udvalg og forskningsrådet er beslutningsdygtige, når mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formanden eller ved dennes forfald næstformanden, er til stede.

Stk. 2. Hvert medlem har en stemme. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Beslutning om ændring af landsforeningens vedtægter eller om landsforeningens opløsning eller sammenslutning med en anden organisation kræver, at mindst 2/3 af hovedbestyrelsens medlemmer stemmer for beslutningen. Bortset herfra træffes beslutninger ved simpel stemmeflerhed.

§13 Regnskab og revision
Stk. 1. Landsforeningens og kredsenes regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. Årsregnskabet udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og dansk regnskabslovgivning samt under omhyggelig hensyntagen til foreningens værdier og forpligtelser. Årsregnskabet revideres af en statsautoriseret revisor valgt af hovedbestyrelsen og skal foreligge således, at det kan følge med indkaldelsen til årsmødet.

Stk. 3. Årsregnskabets hovedtal offentliggøres snarest efter hovedbestyrelsens godkendelse i landsforeningens blad.

§14 Tegningsret
Stk. 1. Landsforeningen tegnes af landsformanden - eller i dennes forfald næstformanden - i forening med et medlem af forretningsudvalget eller i forening med direktøren i foreningen.

Stk. 2. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom tegnes landsforeningen af landsformanden - eller i dennes forfald næstformanden - i forening med enten to medlemmer af forretningsudvalget eller i forening med et medlem af forretningsudvalget og direktøren i foreningen.

Stk. 3. Forretningsudvalget kan med hovedbestyrelsens godkendelse give fuldmagt til at forpligte foreningen i nærmere betegnet omfang.

§15 Landsforeningens opløsning
Såfremt hovedbestyrelsen træffer beslutning om landsforeningens opløsning, skal en sådan bestemmelse angive hvornår og ved hvem opløsningen skal ske, samt hvorledes i behold værende værdier skal anvendes til fremme af foreningens i § 2 angivne formål.

Vedtaget af hovedbestyrelsen den 29. marts 2008.
 

Til toppen

Vedtægter for en kreds under Parkinsonforeningen i Danmark

§1 Navn og hjemsted
Parkinsonforeningens virksomhed på det lokale plan udøves af de lokale kredse. Kredsinddelingen fastlægges af hovedbestyrelsen. Kredsens funktionsområde omfatter de i oversigten nævnte kommuner.

  • Kredsens navn er ”Parkinsonforeningen X kreds”.
  • Kredsens binavn er ”Dansk Parkinsonforening X kreds”.
  • Kredsens hjemsted er den til enhver tid siddende formands adresse.

§2 Medlemmer
Stk. l. Hver kreds repræsenterer de medlemmer, der i landsforeningens medlemskartotek er registreret med bopæl inden for kredsens område. Ethvert medlem kan dog lade sig registrere i en anden kreds end bopælskredsen.

Stk. 2. Landsforeningens vedtægter er i deres helhed gældende for medlemmerne af kredsen.

Stk. 3. Der betales ikke kontingent til kredsen.

§3 Generalforsamling
Stk.1. Generalforsamlingen er kredsens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest den 20. april.

Stk. 2. Indkaldelse til generalforsamling skal ske skriftlig med mindst 3 ugers varsel til hvert medlem eller husstand med angivelse af dagsorden og frist for indsendelse af evt. nye punkter samt forslag.

Stk. 3. På generalforsamlingen har hvert af kredsens medlemmer en stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Kredsformandens beretning om kredsens virksomhed i det senest forløbne år til efterretning
  • Årsregnskab for det senest forløbne år med revisors påtegning til godkendelse
  • I år med ulige årstal valg af kredsformand
  • Valg af medlemmer til bestyrelsen med angivelse af, hvem der er på valg og om genvalg modtages
  • Valg af suppleanter med angivelse af, hvem der er på valg og om genvalg modtages
  • I år med ulige årstal, eventuelt valg af repræsentant(er) til hovedbestyrelsen. Vælges blandt de til bestyrelsen valgte personer
  • Indkomne forslag
  • Eventuelt.

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indleveret skriftligt til kredsformanden senest 8 dage før generalforsamlingen.

Stk. 6. Der føres protokol over de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Stk. 7. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes snarest efter, at der af et flertal af bestyrelsens medlemmer eller mindst 10 procent af kredsens medlemmer, er rejst krav herom ledsaget af motiveret dagsorden.

§4 Kredsbestyrelsen
Stk. l. Kredsbestyrelsen består af 5-9 medlemmer, (inklusive kredsformanden) samt suppleanter. (Kredsbestyrelsens størrelse fastsættes af kredsgeneralforsamlingen).

Stk. 2. Kredsbestyrelsen konstituerer sig selv ved valg af en næstformand, en kasserer og en sekretær. Næstformanden repræsenterer kredsformanden ved dennes forfald.

Stk. 3. Valg til bestyrelsen gælder for to år. Kredsformanden og halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne vælges i år med ulige årstal. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges i år med lige årstal. Suppleanter er på valg hvert år.

Stk. 4. Efter valg af formand, kredsbestyrelsesmedlemmer og suppleanter for disse samt eventuelt valg af kredsens repræsentant(er) til hovedbestyrelsen og efter bestyrelsens konstituering jf. stk. 2, underretter kredsen landsforeningen om de foretagne valg.

Stk. 5. Det påhviler kredsbestyrelsen, under ledelse af kredsformanden, at varetage den løbende virksomhed og i denne forbindelse at samarbejde med Parkinsonforeningens andre organer, herunder andre kredse, klubber, landskontoret, forretningsudvalget og hovedbestyrelsen.

Stk. 6. Kredsbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 7. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er den fungerende kredsformands stemme afgørende.

Stk. 8. Kredsbestyrelsen har ansvaret for forvaltning af kredsens midler.

Stk. 9. Der føres protokol over de af kredsbestyrelsen trufne beslutninger.

§5 Klubber
Stk. l. Kredsen bør tilstræbe, at der oprettes klubber og yngreklubber i de enkelte kommuner i kredsen.

Stk. 2. En klubs økonomi udgør regnskabsmæssigt en del af kredsens økonomi.

§6 Regnskab
Stk. l. Kredsens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. Kredsen fører efter anvisning af landsforeningens revisor egen elektroniske kassekladde, der indsendes til landskontoret hvert kvartal til bogføring.

Kredsens årsregnskab:

  • Revideres og påtegnes af landsforeningens revisor
  • Aflægges til godkendelse på kredsgeneralforsamling
  • Indgår i landsforeningens regnskab.

§7 Vedtægtsændringer
Stk. 1. Nærværende vedtægter kan ændres ved beslutning af hovedbestyrelsen for Parkinsonforeningen i Danmark.

Vedtaget af hovedbestyrelsen i Odense den 29. marts 2008.
 

Til toppen

Retningslinjer for en klub under Parkinsonforeningen i Danmark

§1 Navn
Stk. l. Parkinsonforeningens virksomhed udøves på lokalt plan igennem klubber.

Stk. 2. Kredsen kan oprette flere klubber i samme kommune. Der kan oprettes aktivitets/ interesseklubber bestående af de medlemmer, der tilmelder sig aktiviteten.

§2 Medlemmer
Stk. 1. Hver klub repræsenterer de medlemmer, der i landsforeningens medlemskartotek er registreret med bopæl inden for klubbens område. Ethvert medlem kan dog lade sig registrere i en anden klub end bopælsklubben.

Stk. 2. For at opnå et passende antal medlemmer i en klub, kan klubber i to eller flere kommuner i samme kreds lægges sammen.

§3 Klubledelse
Stk. 1. Der vælges en klubledelse.

Stk. 2. Klubledelsen udpeger af egen midte:

  • En klubleder
  • En stedfortræder for klublederen.

Stk. 3. Såfremt klublederen ikke er medlem af kredsbestyrelsen, indtræder klublederen som observatør i kredsbestyrelsen med taleret, men ikke stemmeret.

§4 Råd og nævn
Klubledelsen bør i samarbejde med kredsbestyrelsen søge at få mest mulig indflydelse i Danske Handicaporganisationer (DH) samt via DH i råd og nævn nedsat af kommunen.

§5 Arrangementer
Det påhviler klubben at underrette kredsen i god tid om alle arrangementer samt efterfølgende indsende et kort referat til kredsbestyrelsen.

§6 Økonomi
Klubben er økonomisk underlagt kredsen. Klubbens økonomi skal indgå i kredsens årsregnskab og dermed i landsforeningens årsregnskab.

§7 Ændringer af retningslinjer
Nærværende retningslinjer kan ændres ved beslutning af hovedbestyrelsen for Parkinsonforeningen i Danmark.
 

Til toppen