Kan man have det godt, fordi man vil have det godt? Birgit Sæhl skriver om håb, vilje, kost og motion.
Skrevet af Birgit Sæhl
Vi er vel alle chokerede den dag, vi får en diagnose. Men meget snart begynder vi at forholde os til den nye situation. Heldigvis for det. Der er meget, man selv kan gøre. Mit ærinde er ikke at fortælle andre, hvordan de skal handle. Men at fortælle, at jeg har det godt med den vej, jeg har valgt. Der er gået 10 år, og livet er stadigvæk dejligt. Håb, vilje og tro er vigtige faktorer.
I mange henseender synes jeg egentlig, at jeg lever livet, som jeg gjorde før. Men jeg ved, at jeg ikke kunne klare et fuldtidsjob som lærer. Jeg elskede at være lærer, så man kunne sige ”hvor trist at du ikke kunne fortsætte med det?” Sådan tænker jeg ikke.
Jeg tænker tilbage med glæde på min tid som lærer, jeg mindes med glæde de dejlige børn, jeg mødte i folkeskolen. Det væsentligste ved lærergerningen er sammenspillet med eleverne, og som klasselærer får man et værdifuldt kendskab til sin klasse.
I dag fryder jeg mig så over alt det andet, som jeg nu har mulighed for at beskæftige mig med. Jeg føler, at tiden er en luksus. Lige pludselig ved du måske ikke, hvad du skal lave i dag. Ingen planer. Det er spændende, hvad man så finder på at give dagen af indhold.
Motion
VIljen. Det er ikke altid lysten, der driver mig, men motion kommer vi ikke udenom. Enten du har lyst eller ej. Nedenfor har jeg skrevet, hvilke motionsformer jeg veksler imellem. Derudover underviser jeg på forespørgsel i yoga.
Morgensvømning
Morgensvømning 1000 m tre gange om ugen. Jeg svømmer bryst- og rygsvømning og øver crawl.
Løb
Målet er løb 2-3 gange om ugen. 10 min. løb, 5 min. gang. 45 min. intervaltræning (Her er jeg slet ikke nået til endnu).
Yoga
Hver dag nogle yogaøvelser. Jeg går til yoga en gang om ugen. På forespørgsel har jeg lavet yoga på et par skoler med piger på 14-15 år. Jeg elsker yoga og jeg er overbevist om, at det har helbredende effekt. Denne sommer skal jeg til Indien, hvor jeg bl.a. skal dyrke yoga. Jeg underviser en gruppe med parkinson i yoga. Vi har det sjovt. Jeg kan vise øvelser som er godt for mange ting i relation til parkinson.
Pilates
Undervisning en gang om ugen.
Sang
Jeg synger hver dag og synger i gospelkor. Jeg elsker også at skrive sange.
Dans
Jeg danser til god musik i stuen.
Går ture/cykle
En del af min hverdag.
Til tider undrer det mig, men jeg har forbedret mig fantastisk i svømning og løb har jeg som mål at forbedre.
Andre interesser
Jeg passer mine børnebørn. Jeg har tid til nærvær med børnene. Jeg er meget ude til foredrag og musikarrangementer. Er med i en litteraturklub. Jeg er også aktiv i bestyrelsen i den lokale Røde Kors afdeling. Her kan jeg bruge mine kompetencer. Det er dejligt at være en del af denne fantastiske organisation. Det er givende for mig at bruge kræfter her.
Kost og kosttilskud
Kost og kosttilskud har også stor betydning. Det vil jeg overveje at skrive om i en anden artikel.
Tilbage til overskriften om viljens betydning. Viljen er meget vigtigt, mener jeg. Det har min dybe interesse at læse og høre om folk, der har en vilje til at fighte. Til at komme videre. De mennesker forsøger jeg at efterligne.
Derudover har jeg min tro. Jeg er sikker på, at der er kræfter som arbejder for mig. Til slut: I mit indre kan jeg mærke en modstand mod negative livsholdninger. Det er som om, at det er spild af tid. Siegel skriver i sin bog Kærlighed, medicin og mirakler, at der er nogle fællestræk ved personer, der kommer sig af alvorlig sygdom:
- Dyb sjælelig forandring gennem bøn og meditation.
- Spiser sundt - vil have den bedst mulige ernæring.
- En dyb fornemmelse for åndelige og materielle aspekter af tilværelsen.
- En følelse af, at helbredelse ikke er en gave, men snarere en lang, hård kamp, som du selv vinder.
De bedste ønsker for dig.
Birgit Sæhl