> Nyhedsarkiv
 

Forskning i søvn og Parkinson


Parkinsonramte og især raske personer søges til projekt om søvn. Bag projektet står bl.a. Bispebjerg Hospital.

Parkinsonforeningen har modtaget denne opfordring fra Marielle Zoetmulder, neuropsykolog ved Bispebjerg Hospital, der står bag projektet sammen med Dansk Center for Søvnmedicin.

Projektet i korte træk
Er intellektuelle problemer og søvnsygdomme hos patienter med parkinsonistiske sygdomme og REM sleep behavior disorder relateret til skader i hjernestammen?

Som indledning skal her lyde en stor tak til de mange af Parkinson nyts læsere, der indtil videre velvilligt har stillet sig til rådighed ifm projektet.

Baggrunden for projektet
Parkinsonistiske sygdomme som Parkinsons sygdom (PS) og multiple system atrofi (MSA) er alvorlige hjernesygdomme, der medfører etydelige konsekvenser, som f.eks. gang- og balanceforstyrrelser, faldrisiko, mentale ændringer, vandladningsproblemer, samt nedsættelse af de intellektuelle evner.

Sygdommene kan medføre betydelige sociale og familiemæssige konsekvenser. I de senere år har man især fokuseret på de tidlige symptomer, der forårsages af tidlig destruktion af strukturer i hjernestammen.

Symptomerne derfra omfatter ændringer i lugtesans og forstyrrelser i søvn-vågenreguleringen. De førnævnte symptomer har pådraget sig megen opmærksomhed i litteraturen, især fordi denne type symptomer har vist sig værende helt dominerende i den tidlige sygdomsproces; mere end 90% af PS og MSA patienter har i varierende grader forstyrrelser i søvn-vågenreguleringen, natlige bevægeforstyrrelser og søvnsygdommen REM sleep behavior disorder (RBD).

Sidstnævnte sygdom, RBD, er karakteriseret ved talen, råben, livlige drømme og bevægelser af arme/ben under drømme-(REM-)søvnen, ligesom om patienten udlever sin drøm.

Undersøgelse af forholdene i hjernestammen vil kunne give indsigt i bevidsthed, søvn-vågen-regulering og mentale processer. Interessen og forståelsen for nævnte mekanismer ved Parkinsons sygdom spiller en vigtig rolle i forhold til en mulig tidlig identifikation af sygdommen, samt i forbindelse med behandlingen og forebyggelsen af symptomerne og deres vidtrækkende konsekvenser.

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Bispebjerg Hospital og Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital.

Vi søger
  • Raske personer.
  • Personer med Parkinsons sygdom, fortrinsvis med et sygdomsforløb længere end 10 år.
  • Personer der kun har RBD symptomer, men ellers er raske.
For at kunne deltage i grupperne ”Personer med Parkinsons sygdom”, samt ”raske kontrolpersoner” skal du være mellem 45 og 75 år. Der er ingen alders afgrænsning knyttet til personer som søges til gruppen ”personer med RBD syntomer”.

For at begrænse transportomkostningerne i projektet, søges der fortrinsvis personer som er bosiddende i nærheden af hovedstadsområdet, og desuden ikke have nogle af følgende symptomer: demens, moderat depression, nedsat hørelse, psykisk sygdom, eller have haft en blodprop i hjernen.

Undersøgelsen vil typisk strække sig over flere måneder. På Bispebjerg Hospital foretages en neuropsykologisk undersøgelse, en neurologisk undersøgelse, samt en høreprøve. På Glostrup Hospital foretages bl.a. 2 forskellige søvnundersøgelser, samt en spytprøve. Undersøgelserne på Glostrup hospital vil kræve 2 dages indlæggelse.

Raske kontrolpersoner vil endvidere få muligheden for, udover de ovennævnte undersøgelser at blive skannet. Skanningen er af samme type som den Parkinson patienter generelt får, med henblik på at belyse den dopaminerge funktion.

Vil du vide mere, kan følgende spørgeskema omkring 'RBD' illustrere symptomerne bedre:
Klik her

Hvis De har interesse i at deltage i projektet,
kontakt da venligst:

Marielle Zoetmulder, neuropsykolog ved Bispebjerg Hospital
Mobil: 2267 2707
E-post: ma31@bbh.regionh.dk eller marielle_zoetmulder@hotmail.com

« Tilbage til arkivet