Indsamling til Parkinson |
Henrik Fog, forfatter og parkinsonpatient, gæstede fastelavnssøndag Vor Frue Kirke i Aalborg som gæsteprædikant.
Henrik Fog, forfatter og parkinsonpatient, gæstede fastelavnssøndag Vor Frue Kirke i Aalborg som gæsteprædikant. Efter Gudstjenesten blev kirkebøssernes indhold doneret til Parkinsonforeningen, der i den forbindelse har modtaget følgende tekst:
Når virkeligheden stikker sit hoved frem
I det følgende fortæller menighedsrådsformand Tove Krogh fra Vor Frue Kirke om arrangementet:
"Taknemmelighed, ydmyghed, tvivl og tro er store ord, som vi mennesker omgås med megen forsigtighed indtil vi gennem livets tilskikkelser får et dybere indblik i deres eksistens og med ord, toner og i handling tør vise dem frem i deres stille og beskedne skønhed.
Det var den oplevelse menigheden i Vor Frue Kirke fik Fastelavns søndag, da Henrik Fog deltog i højmessen med både ord og toner, og inviterede os alle indenfor i den nye verden, som blev Henrik Fogs for nu 11 år siden.
At få konstateret Parkinsons sygdom og ikke miste livsmodet, men tage sin skæbne i hånden og gå helt nye veje, med de skjulte talenter, som viste sig at være Henriks medfødte gave, var en stærk oplevelse for hele menigheden.
Et af Henrik Fogs mange talenter er blandt andet at skrive åndelige og meningsfyldte tekster. Nogle af disse mange tekster fik denne Fastelavns søndag et helt specielt skær. Tvivl og tro fylder naturligt meget i alle teksterne. En fin afspejling af et menneskes møde med en svær sygdomsdiagnose.
Henrik Fogs tilstedeværelse i nuet og indsigt i de nære værdier var den røde tråd under hele hans deltagelse i Fastelavns søndags højmesse.”
Overlevelse gennem oplevelser
For Henrik Fog er livet et spørgsmål om overlevelse gennem oplevelser. Selv siger han:
"Jeg prøver at give mig selv så mange gode oplevelser som muligt i kapløbet med sygdommen. Det er min måde at overleve på. At være gæsteprædikant i Vor Frue Kirke var absolut en af de store oplevelser som jeg i dag meget nødig ville være foruden”, slutter han og sender en venlig tanke til sognepræst Grethe Holmriis, som startede det hele.
|
« Tilbage til arkivet
|
|