Årets sidste parkinsonhold på Skælskør. En af deltagerne, Terje Raa, rapporterer.
Tekst af Terje Raa
Parkinson er den sidste søndag i oktober skyld i at ti mennesker forlader den hjemlige hygge og begiver sig til Skælskør. Officielt for at bruge en uge på Gigtforeningens "Center for sundhed og træning", uvidende om at en skjult dagsorden også vil gøre sig gældende.
Kurset er årets sidste Parkinsonhold, hvor egen forening bidrager med 2600 kroner pr. deltager, resterende 3900 kan nedbringes med 200 kroner i døgnet gennem "danmark", altså en nettoudgift på 2500. Dette er ingen ublu pris for en uge med fuldpension i en wellnessby, hvor selveste HC Andersen i sin tid søgte fred og ro, i dag suppleret med varmtvandsbassin og nostalgiske tilbageblik iklædt bindingsværk og toppede brosten.
De kommer fra nær og fjern - i tog til Næstved, Slagelse eller Korsør og bus til Slagelsevej 32 i udkanten af Skælskør, hvis de da ikke selv kører, en vej enkelte kender fra tidligere besøg. Tre har ledsager med i form af ægtefælle, mens to svogre overrasker ved at være syge begge to. Alle patienter bor i egen lejlighed med god plads til eventuel ledsager, skønt det ikke er der tiden kommer til at fordrives.
Udstyret med navneskilte smugkigger vi på hinanden, en lille broget flok på 3 damer og 7 mænd i alderen 62 - 76. Diagnosen strækker sig fra mindre end et år til 15 år, og vi får igen bevis på at Parkinson's nedbrydende virke er individuelt tilpasset og temmelig upåvirket af hvor godt vi passer på os selv.
Rystelser er stort set medicineret væk, mens sære gangarter, rygge der klapper sammen og øjne der falder i, desuden en svigtende balance, aftagende stemmepragt og svindende hukommelse afslører hvilken båd vi alle befinder os eller er på vej om bord i.
Alting fungerer
Det er der ikke meget nyt i, men nye toner er på vej, det får vi et praj om da vi ser langbordet i spisesalen med plads til 13. Samkvem i en hel uge - give og tage af hinandens ideer og styrker, gøre individuelle erfaringer til fælles tankegods, spørge om det du ikke turde spørge om i går. Stemningen er ikke til at tage fejl af - der lyttes, grines, udveksles råd, og ting der skal fastholdes noteres ned. Det er som om den enkeltes ressourcer mangedobles.
Den positive ånd kommer ikke helt af sig selv, forholdene er lagt til rette, alt fungerer til fulde, ikke mindst takket være Hanne, vores instruktør og kontaktperson. Hun mestrer foredrag, sætter os på stole og lægger os på brikse for at bløde vores fysik op, lader fitnessmaskiner gøre sit, alt imens hun taler ind til hver enkelt med stilfærdig bestemthed, inden hun dypper os i bassinet med de 37 grader. Bente klarer kontoret med smittende humør, mens Majbritt med den gode mad ej kan skjule sin glæde over snarlig fødselsdag.
Flere aftner er sat af til let underholdende undervisning. Landsformand Jorry Højer skaber igen en hjemlig og tryg atmosfære - bare vi spiser B12 og holder øje med svenskerne, skal det nok gå alt sammen. Birgitte Lerche fra Glostrup Sygehus - ankerkvinde for Parkinson sygeplejersker - lægger sit foredrag til side og besvarer en byge af spørgsmål om virkninger, bivirkninger og egen rolle som stødpude mellem patient og læge.
Lotte og Just på scenen
Når Just og Lotte går på scenen, er der dømt showtime. Publikum får pude på hovedet og slange i munden, for Lotte er nemlig talepædagog, gift med Just som er PS'er på 25. år. Hemmeligheden bag Justs ranke holdning er en usynlig snor som holder hans hoved højt - og væggen han lige støttede sig til, den følger med når han går. Socialrådgiver Lene Poulsen har styr på paragraffer såvel som egen fremtoning.
En fælleslejlighed forsynes på foredragsløse aftner med frisk kaffe. Første ledige aften er interessen lunken, men folk kommer dryssende, og de sidste to bliver hentet. Vi kan akkurat være rundt bordet.
Et henslængt Parkinson NYT med grevinde Alexandra og en danselysten ex-statsministerfrue på forsiden, vækker ikke den store interesse, det er for længst læst. En velkendt protektor er udmærket, mindre indlysende er det hvorfor kendte idræts- og kulturudøvere gøres til Parkinson ambassadører. "De skaber synlighed og omtale!" siger dem der bestemmer.
Vild med vers
En stak sangbøger er dukket op mellem rødvin og småkager fra SuperBest. Sangen klinger bedst i starten hvor repertoiret er det kendte, alligevel fortsætter vi i timer, som ville vi genvinde de stemmer som Parkinson blot har efterladt en dårlig kopi af.
Kombinationen af lyd, stædighed og energi er en scene værdig - publikum ville strømme til, for hvem kan sige sig fri for fascination ved andres sygdom, og når de syge tilmed bevæger sig som fulderikker, vil fundraisingen gå af sig selv. Det er selvfølgelig os der skal være Parkinson ambassadører - hvorfor er ingen kommet på det før!
Centerchefen betragter os som ambassadører allerede, idet hun selv står for evalueringen og udnytter os som de specialister vi er, hvilket også fører til en snak om sikkerheden i bassinet. Sidste aften går det igen løs med sang, rødvin, kærnemælkshorn og Jørgens æblekage. To udsendte ambassadører vender tilbage fra køkkenet efter at have sunget fødselsdagssang for Majbritt. Nu er tiden inde til at underbygge nye netværk med mængder af fotos og lister med navne, telefon og e-mail.
Ambassadører optræder med stil, også når der skal siges farvel og på gensyn til en kursusleder. Hanne indkaldes for at få afsunget Margrethes 16 vers om ugen i Skælskør. Tre andre har også fortjent en sang - de tre pårørende; en studie ikke blot i tålmodig hjælpsomhed, men også eget værd og mangel på selvudslettelse. De tre er selvskrevne ambassadører, netop fordi de virker så afklarede.
Nu må det være slut med at tude folk ørene fulde om medlemsfordele. Indtænk i stedet PS'rne i ambassadørrollen, udnyt deres ekspertise og træn dem i at optræde og rejse penge - ud fra den enkle devise at "Parkinson skal ses før man tror det!"
Se billeder fra opholdet:
Fælleslejlighed
Bygger om og ud
Hanne og Finn
Bro inde på centret
Gangbro
