Bodil Jørgensen ny ambassadør |
Den kongelige skuespiller debutterer til konferencen på Rigshospitalet, men allerede onsdag kan hun høres i radioen.
For første gang siger Bodil Jørgensen ja til en rolle som ambassadør, og her spiller den kongelige skuespillers personlige engagement ind.
Gennem sin nære ven Finn Basel, som tidligere har optrådt i Parkinson nyt, kender hun til Parkinsons sygdom på første hånd. Som ambassadør for Parkinsonforeningen vil hun skabe opmærksomhed om den ofte skjulte sygdom.
Debut i radioen og til konferencen
Første gang Bodil skaber opmærksomhed bliver på lørdag d. 18. april, hvor hun debuterer som ambassadør med et oplæg til konferencen på Rigshospitalet i anledning af den Internationale Parkinsondag.
Inden da bliver hun dog interviewet sammen med sin gode ven til P4. Dette sendes onsdag d. 15. april kl 17.45.
Ambassadør for at livet fortsætter
Bodil vil gerne være ambassadør for at livet fortsætter. ”Som ven til en parkinsonramt er det vigtigt at stille op, turde spørge ind og så ellers stadig nyde samværet, festerne og alt det sjove. Samtidig ved jeg hvor vigtigt det er, at omverdenen får forståelse for Parkinsons sygdom. Hvis jeg som kendt ansigt kan hjælpe med dette, gør jeg det med stor glæde”, fortæller Bodil Jørgensen.
Som ven til en parkinsonramt kender hun til hverdagen med sygdommen. ”Kan man forestille sig noget mere begrænsende end en sygdom, der rammer ens krop? Men livet er så mangfoldigt og mange parkinsonramte formår at se ud over sygdommen. Vi ved alligevel ikke noget om i morgen og livet fortsætter. Det vil jeg gerne være ambassadør for”, siger hun.
Som ambassadør for Parkinsonforeningen vil Bodil blandt andet trække på sin store erfaring med at fortælle historier og underholde.
Vil du læse mere, bringer vi i næste nummer af Parkinson nyt en lang artikel om Bodil Jørgensen.
|
« Tilbage til arkivet
|
|