> Nyhedsarkiv
 

Ny forskning skal stoppe forbrugernes kamp med emballagen


Forbrugerne inddrages i undersøgelse om emballage. Læs mere og deltag i spørgeskemaundersøgelse.
Et tværfagligt forskerteam er nu gået sammen med fødevare- og emballageindustrien for at løse problemet med dårlig emballage i et nyt fireårigt projekt, der ledes af Teknologisk Institut.

Forskerne inddrager forbrugernes oplevelse af og krav til emballager. Projektet skal munde ud i en inspirerende vejledning til, hvordan emballagedesignere og -konstruktører kan gøre emballager nemmere at åbne, anvende og genlukke med enkle og billige midler.

Gå direkte til spørgeskema:
http://survey.enalyzer.com/?pid=s6cukara

Undersøgelser har vist, at en stor andel af befolkningen jævnligt har problemer med at åbne og bruge emballager på dagligvarer – ikke mindst fødevarer. Unge og midaldrende mænd har sjældent de store vanskeligheder. Men problemet er stigende, fordi der bliver flere og flere ældre med svage kræfter i arme, hænder og fingre. Og har man et handicap som fx gigt, sclerose eller Parkinsons syge, er problemet igen større. Gigtforeningen har dokumenteret problemets omfang gennem en underskriftindsamling i 2007, hvor man i oktober afleverede mere end 52.000 underskrifter til forbrugerministeren. Direktør Peter Huntley fra Emballageindustriens brancheorganisation i Danmark erkender, at der er alt for mange dårlige emballager på markedet. Men han ’melder hus forbi’, når ansvaret skal placeres.

Guidelines
Resultaterne af det nye projekt skal ende op med en industriel guideline for tilgængelig emballage. Følgende partnere er med i projektet: Teknologisk Institut, Emballageindustrien i Danmark, Plastindustrien i Danmark, Arkitektskolen i Århus, Fødevareindustrien, Brancheforeningen af sæbe, parfume og teknisk/kemiske artikler, Lægemiddelindustriforeningen, Tulip Food Company, People & Product samt Gigtforeningen. Derudover samarbejdes der med førende emballageforskere i England og USA.

« Tilbage til arkivet