Parklife er navnet på Parkinsonforeningens nye netværksgruppe for voksne børn med en parkinsonramt forælder.
Hvem kan jeg snakke med, når jeg ikke forstår min mor eller fars symptomer? Og hvem kan jeg dele mine erfaringer og frustrationer med?
Det kan være svært at tackle, når en forælder bliver ramt af en kronisk sygdom som Parkinson. Men du er ikke alene. For listen med navne på voksne børn med en parkinsonramt forældre er vokset støt. Behovet for at tale med ligesindede er tydeligt.
Derfor har Parkinsonforeningen valgt at støtte en ny netværksgruppe for voksne børn med en parkinsonramt forælder.
Voksne børn
ParkLife hedder gruppen. En gruppe for voksne børn mellem 18 og 50 år.
Formålet med gruppen er at skabe kontakt mellem voksne børn, der har en parkinsonramt forælder. At skabe støtte og hjælp til de mange spørgsmål, der kan opstå, når ens forælder bliver ramt af en kronisk sygdom.
Som medlem af netværksgruppen ParkLife kan du til enhver tid komme i kontakt med andre ligesindede. Der vil blive arrangeret et årligt weekendophold med overnatning, hvor fagpersoner holder oplæg til diskussion og gruppearbejde. På sigt er det meningen, at der skal oprettes lokale undergrupper rundt om i landet, så det bliver endnu lettere at mødes.
Listen
ParkLifes fundament er en landsdækkende liste med navne, adresser, telefonnumre, mailadresse og fødselsdato på medlemmerne af netværket, som administreres af netværkets tre ansvarlige:
Magnus Martini Poulsen på 27 år er netværkets kontaktperson, som klarer alt omkring indmeldelse og koordinering af kontakter mellem medlemmerne. Anne Schøning Christensen på 29 år er ansvarlig for at opdatere medlemsliste, skrive referater af netværkets arbejde og sende nyhedsbreve ud til medlemmer og Parkinsonforeningen. Det økonomiske, som eksempelvis at søge foreningen om penge, har 29-årige Kristine Snedker påtaget sig.
Alle tre initiativtagere for netværket har parkinsonramte forældre og deltog i april i år på Parkinsonforeningens første weekendkursus for voksne børn med parkinsonramt forælder.
Her blev de opmærksomme på behovet for et netværk udelukkende for ’børn’ af parkinsonramte.
Bliv medlem
Du skal være medlem af Parkinsonforeningen for at deltage i netværket for voksne børn og for resten af året koster det kun 100 kr. at melde sig ind.
Har du lyst til at høre mere eller være en del af ParkLife så send en mail eller ring til Magnus Martini Poulsen på tlf. 6110 5897 eller mail:
magnus@parkinson.dk