Støtte til Parkinson Unity Walk

Oprettet d. 02.09.2017

Der udloddes 100.000 kr. til afholdelse af Parkinson Unity Walk vest for Storebælt i 2018. Flere kredse kan søge om støtten sammen.

Parkinson Unity Walk har til formål at skabe synlighed, sammenhold og netværk for parkinsonramte og  deres pårørende. Parkinson Unity Walk har samtidig til formål at øge bevidstheden i offentligheden om Parkinsons sygdom samt danne rammen om fundraising.

Parkinson Unity Walk vil gerne sætte fokus på:

• Det positive livssyn – man kan leve et godt liv med Parkinson.
• Det hele menneske.
• Vigtigheden af regelmæssig motion, herunder budskabet ’Motion er medicin’.

Parkinsonforeningen ønsker at styrke bredden i Parkinson Unity Walk samt gøre det muligt for parkinsonramte og deres pårørende fra hele landet at deltage. Derfor kan der søges om støtte til afholdelse af Parkinson Unity Walk vest for Storebælt i 2018.

Det bemærkes, at Parkinson Unity Walk afholdes i København den 26. maj 2018. Det er op til ansøger, om walken vest for Storebælt skal afholdes samme dag.

Ansøgning inklusiv budget skal sendes til projektleder Heino Jespersen (heino@unitywalk.dk) senest den 10. november 2017. Der nedsættes en dommerkomite bestående af formand og direktør for Parkinsonforeningen samt medlemmer af styregruppen for Parkinson Unity Walk. Dommerkomiteen skal afgøre, hvilket af de indsendte projekter, der er bedst i forhold til formål og budget. Vinderen offentliggøres på hovedbestyrelsesmødet den 18. november 2017.

Til inspiration henvises til vedlagte projektbeskrivelse PUW 2017. Det er vigtigt at pointere, at ansøger har frie rammer til at være kreativ og komme med egne ideer til, hvordan arrangementet bedst afvikles. Se mere på http://www.unitywalk.dk.

For spørgsmål kontakt projektleder Heino Jespersen (heino@unitywalk.dk / mobil 40221596).