Interview med Per Borghammer

Oprettet d. 01.03.2015

Dette interview blev bragt i Parkinson nyt, marts 2015.

Af Louise Hjerting Nielsen

Parkinson Nyt har været på besøg hos Per Borghammer, overlæge ved nuclearmedicinsk afdeling og PET Center på Aarhus Universitetshospital.

Nyere forskning peger på, at Parkinson måske smitter fra celle til celle og slet ikke starter i hjernen, men i tarmen. Hypotesen er godt i gang med at blive bekræftet, blandt andet med en helt ny metode opfundet på Aarhus Universitetshospital af Per Borghammer.

Men hvordan beviser man, at der sker en proces, hvor sygdommen spredes fra celle til celle i tarmen? Først og fremmest er det vigtigt, at man har en god metode til at undersøge nervevævet i tarmen. Derfor er det banebrydende, at de nu på Aarhus Universitetshospital som de første har udviklet en metode, hvor de kan tage billeder af det parasympatiske nervesystem, som netop er beskadiget ved Parkinsons sygdom og er skyld i, at personer med Parkinson oplever eksempelvis forstoppelse, kvalme, tørhed i munden, urinvejs- og seksuelle problemer.

”Ved Parkinsons sygdom er det særligt interessant at kunne vise, hvorvidt nervesystemet er intakt i tarmene, fordi der jo er den her relativt nye idé om, at Parkinson i virkeligheden starter med en proces, der går i gang i tarmen og breder sig fra celle til celle gennem nervesystemet og op til hjernen efter mange år”, forklarer Per Borghammer.

Hypotese vækker opsigt i hele verden
Ideen er endnu ikke fuldt etableret i forskningsmiljøet, men det er en interessant hypotese, som har skabt opmærksomhed i hele verden, hvor adskillige forskere arbejder inden for feltet.

”Da hypotesen blev lanceret var vi mange, der begyndte at tænke på en helt anden måde og stille nogle helt andre spørgsmål. Det har resulteret i en masse spændende forskning, som vi har lært meget af – uanset om hypotesen er rigtig eller ej”, forklarer Per Borghammer og fortæller videre, hvordan to store internationale studier på nuværende tidspunkt understøtter hypotesen, mens de i Aarhus er ved at lave et tredje.

”Her i Aarhus har vi eksempelvis lavet et studie, hvor vi ser på vævsprøver fra nuværende parkinsonpatienter, som tidligere i deres liv har været i kontakt med sundhedssystemet”, forklarer
Per Borghammer.

Det kan dreje sig om biopsiprøver, som er taget 5-10 år før diagnosen er stillet – f.eks. i forbindelse med mavesår eller andet, hvor det er fast praksis, at patologerne i Danmark gemmer prøverne i deres frysere. Ved at ansøge Videnskabsetisk komité har de fået lov til at se på disse prøver, selvfølgelig fuldstændig anonymiseret.

”Det betyder, at vi kan undersøge, om der allerede adskillige år før diagnosetidspunktet optræder Lewy-legemer i eksempelvis tarmen. Vi er endnu ikke færdige med studiet, men de første resultater viser, at der blandt de parkinsonramte er flere patienter, der har disse syge proteiner i forhold til den resterende befolkning”.

Indtil videre har de set på 70 patienter og 120 kontrolpersoner, men planerne er at udvide gruppen betragteligt.

En hel række dyreforsøg bestyrker tillige mistanken om, at Parkinson starter i maven. Eksempelvis har en gruppe forskere fra Dresden lavet forsøg med mus, hvor man så at sige har vasket deres mavesække med et pesticid. Efter nogle uger kunne de se, hvordan der først dukkede Lewy-legemer op i vagus nerven, der er en af de vigtigste kommunikationsbaner mellem kroppens store organer og hjernen. Efter halvanden måned kunne Lewylegemer også ses i hjernen. Med andre ord kan man se, hvordan en sygdomsproces, som starter i periferien kan brede sig gennem nerverne.

Ny PET-teknik
De senere år er der med andre ord kommet fokus på, at Parkinsons sygdom er mere end blot en hjernesygdom. I Per Borghammers tilfælde har han brugt de sidste tre år på at udvikle verdens første sporstof til PET-skanninger af det parasympatiske nervesystem i maven. Kort fortalt er det lykkedes at finde frem til et bestemt molekyle, som binder sig til en komponent i det parasympatiske
nervesystem. Dermed er det nu muligt at visualisere tabet af nerveceller i tarmen.

”Med den nye teknik er det muligt at teste vores hypoteser og begynde at se på sammenhængen mellem de signaler vi kan opspore og tydeliggøre på billederne og de symptomer patienten oplever i hverdagen”, forklarer Per Borghammer om projektet, som blandt andet er støttet med forskningsmidler fra Parkinsonforeningen.

I det første studium skannede de 24 personer - 12 raske mennesker og 12 mennesker med Parkinson, hvoraf de fleste har levet med diagnosen i 5-10 år. Her kunne de se, at tyndtarmen hos parkinsonramte er bleg på billederne i forhold til de raske patienter, hvilket er et udtryk for, at de har tabt en del af cellerne i det parasympatiske nervesystem.

Det næste studium er allerede i gang – nu undersøges patienter, som har fået diagnosen inden for de seneste tre år. Herefter håber de, at de senere kan få fat på en gruppe personer, som måske er 5-10 år fra at få stillet diagnosen. Altså en gruppe potentielle parkinsonpatienter.

Spørgsmålet har selvfølgelig været, hvor man finder disse potentielle kommende parkinsonramte. Nyere forskning viser dog, at op mod 75 procent af de patienter, som lever med REM-søvnforsyrrelser, efter en periode på 5-15 år udvikler Parkinsons sygdom eller noget der ligner. Det giver altså med andre ord en mulighed for at studere patienter lang tid før de eksempelvis begynder at ryste.

”Det optimale vil være at skanne denne patientgruppe hvert andet år og så se, hvordan og hvornår deres signaler i tarmen begynde at forsvinde. Så står vi måske med de første tegn på sygdommen”.

Det betyder dog desværre, at vi kommer til at vente lidt tid på de endelige resultater fra Per Borghammer. Fra den første gruppe af personer med REM-søvnforstyrrelser bliver skannet, vil der selvfølgelig gå helt op til ti år, før de reelt kan se, hvor mange af disse personer, som efterfølgende udvikler Parkinson.

Rettidig omhu
I forlængelse heraf er det naturlige spørgsmål så, hvad man skal stille op med de patienter, der potentielt kan diagnosticeres langt tidligere? Hertil svarer Per Borghammer, at på trods af, at vi her i 2015 stadig ikke har medicin, der kan stoppe sygdommens udvikling, er der talrige lægemiddelforsøg i gang, som alle forsøger at finde en pille eller en vaccine, der kan bremse udviklingen og i bedste fald kurere sygdommen. I det øjeblik, hvor den pille kommer på markedet, gælder det om at fi nde patienterne så tidligt som muligt.

”Den dag medicinen kommer, der kan bremse eller stoppe sygdommen, skal vi kunne finde patienterne tidligst muligt. På den måde kan det nærmest kaldes rettidig omhu. Man regner med en præklinisk fase på måske 10-20 år, så det vil sige, at hvis man debuterer med symptomerne som 60-årig, har sygdommen
måske være på vej siden man var 40 år. Tænk hvis vi kunne stoppe denne udvikling”.

Prisvindende opdagelser
Per Borghammer har altid vidst, at han ville arbejde med hjernen. Da han læste medicin var målet at blive neurolog eller neurokirurg. Derfor startede han også med at læse sin Ph.d. i PET centret, delvist financieret af Parkinsonforeningen. Siden blev det dog klart, at hans hjerte banker for forskning, hvorfor han valgte
en karriere som nuklearmediciner med 50 pct. klinik og 50 pct. forskningstid – mulighederne for forskning er dermed bedre end for de fleste kliniske neurologer, som til dagligt arbejder med patienter.

”Min Ph.d. handlede om Parkinson, og siden da har jeg holdt fast. Parkinsons sygdom er både en vigtig og spændende sygdom at beskæftige sig med, og allerede dengang kunne jeg mærke, hvordan der er fart på forskningen og vores forståelse af sygdommen. Det er et område, som er i udvikling, vi er mange, der forsker og jeg kan derfor ikke lade være med at tænke, at det går i den rigtige retning. Jeg har derfor også et håb om, at vi også inden for min tid kan nå at gøre store fremskridt”.