Gitte Jørgensen
Navn: Gitte Jørgensen
Alder: 39
Bopæl: Almind ved Kolding
Familieforhold: gift med Erling har 2 børn Mette på 8 og Kasper på 11.
Fritidsinteresser: Jeg har mange jern i ilden, jeg elsker at være kreativ såsom at klippe, forme i ler og male, både akryl, akvarel, farveblyanter, vandfarver, jeg maler alt lige fra portrætter til det mere abstrakte. Jeg forsøger at få lyd ud af en for nylig indkøbt klarinet, samt har jeg en tværfløjte, blokfløje, marchfløjte og en altfløjte, så kom ikke og sig jeg ikke er noget ved musikken. Jeg spiller også badminton. Er yngre kontaktperson i Vejle kredsen, er med i pr. udvalget, har startet en yngre gruppe i Vejle kredsen. Jeg sidder i fodbolds aktivitets udvalget her i lokalområdet, så der er nok at se til. Jeg er ved at skrive og færdiggøre en bog, som jeg har haft undervejs længe, hedder ”nyd dog livet, du står mit i det” handler om det at få parkinson som 36 årig.
Fortæl kort om din baggrund:
Jeg er oprindelig uddannet social og sundhedsassistent, og har arbejdet med demente, psykiske syge. Blev i 2001 dagplejer, tog i 2005 en pædagogisk grunduddannelse. Som varer 40 uger og blev bidt at det, og sidder nu på en 3 årig merituddannelse som pædagog, startede i august 2006 og er færdig i 2009. Er i øjeblikket i øvelsespraktik i en SFO med 90 børn.
Hvornår fik du diagnosen:
Den 9. august 2004
Hvordan ændrede diagnosen dit liv?
Man stopper op og overvejer livet, når man får sådan en diagnosen, jeg husker tydeligt da jeg stod udenfor sygehuset og der kørte en bus forbi og en mand kigger på mig og smiler, og jeg tænker hvad fanden smiler han for, min verden er gået i stå, men verden kører videre.
Jeg tror man bliver mere bevidst om hvad man vil med ens liv, de sure sokker er måske ikke så væsentlige mere, livet får et andet indhold. Jeg ved da godt jeg har sygdommen, men den skal ikke fylde helt mit liv, der er kun en til at skabe indholdet og det er mig selv. Jeg gør det jeg har lyst og mod på, tingene bliver ikke udsatte mere, men bliver gennemført, vist det er muligt. jeg har sgu et godt liv, jeg kan stå ud af min seng hver dag, jeg har en skøn familie, gode og trofaste venner, så livet er da herligt, selvfølgelig er der da sorte dage, men de var der jo også før diagnosen, dem kommer vi jo ikke udenom. Jeg er jo stadig den Gitte som jeg var inden diagnosen, livet er ikke sat på standby, det er da for kedeligt, nej livet skal leves på godt og ondt.
Har du nogle råd til andre parkinson patienter:
Vær åben omkring sygdommen, hvem forsøger man at snyde. I en lille by som her kunne det nemt have blevet noget andet….fortæl om det, det er terapi hver gang, i hvert fald for mig. Jeg tog imod en psykolog og det var det bedste jeg gjorde for mig selv. Jeg har altid været den der sagde” ja ja, det kan jeg nok selv klare” men hun var bare kanon god til at få sat ord på, jeg var der 12 gange. Men jeg tror det handler meget om at lytte til dig selv, mange synes jeg er skør fordi jeg er startet på en uddannelse, men det var det bedste for mig. Husk dig selv, vi er forskellige og det er netop også en styrke. Jeg mener netop det handler om hvad der er livskvalitet for den enkelte.
Hvilken medicin tager du?
Jeg startede på seligilin og cabaser, men det var ikke smart med cabasers uheldige bivirkninger,
Så nu får jeg requip og seligilin, og det virker rigtig godt.
Hvad bruger du Parkinsonforeningen til?
Tja, jeg sad egentlig længe og funderede over dette, men jeg har deltaget i en del gode kurser bl.a. yngre konference, kursus for parkinson patienter i arbejde og selv holdt foredrag om kommunikation i Ene. Jeg har nok brugt foreningen til at finde sammen med en masse herlige og dejlige mennesker, som har de samme problematikker og tanker at slås med Jeg deltager ofte på debat siden med forskellige indlæg. Men problemet er at yngre er en meget lille del af hele foreningen, at det er svært at finde sammen. Jeg er nok mere til handling her og nu, men jeg ved godt sådan kan det ikke altid være. Den eneste måde jeg kan forandre noget på, er ved selv at være aktiv, så det er jeg, og jeg gør alt for at udbrede informationer om parkinson, da det meste af befolkningen stadig tror de kun rammer dem over 70 år, men sådan er det jo desværre ikke. Jeg husker tydelig hvordan jeg som nydiagnosticeret havde det rigtigt svært med at vide, hvor jeg kunne få hjælp, jeg anede intet om foreningen, og det synes jeg er det største problem, at vi mangler synlighed, men så må vi jo selv på banen og fortælle hvem vi er, og at livet er herligt alligevel.
|
|
