Projekt med parkinsonkoordinatorer starter denne vinter. Projektets formål er blandt andet at udvikle et specialiseret kommunalt rådgivningstilbud til parkinsonramte og de nærmeste pårørende.
Parkinsonforeningen har fået 300.000 kr. fra Helsefonden og 600.000 kr. fra Trygfonden til at gennemføre projekt Parkinson-koordinatorer i udvalgte kommuner. Idéen til projektet er udviklet i en lille gruppe af kredsbestyrelsesmedlemmer i tre kredse i Region Hovedstaden, og der har i 2009 og 2010 været afholdt temadage for kommunale medarbejdere.
Projektet gennemføres derfor i tre kommuner i denne region: nemlig Frederiksberg, Gladsaxe og Herlev kommuner. Der er endvidere etableret samarbejde om projektet med Neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital.
Projektets formål er at udvikle et specialiseret kommunalt rådgivningstilbud til parkinsonramte og de nærmeste pårørende i familien samt undersøge, hvordan man kan opnå en bedre koordinering mellem sygehusets og kommunens indsats. Parkinson-koordinatoren vil kunne informere familierne om behandlingstilbud, som kan være relevante enten for den parkinsonramte eller pårørende samt hjælpe med at etablere kontakt til de rette instanser. Parkinson-koordinatorens funktion kan sammenlignes med de nuværende demenskoordinatorer i kommunerne.
Der ansættes en projektmedarbejder som fra begyndelsen af 2012 og ca. 1½ år frem skal udvikle et rådgivningstilbud gennem løbende kontakt til ca. 75 parkinsonfamilier i disse kommuner. Vi vil gerne have parkinsonramte i alle sygdommens faser med i projektet, så ingen er på forhånd udelukket.
Tilbud til enlige parkinsonramte eller familier i Frederiksberg, Gladsaxe eller Herlev kommuner, hvor én af de voksne har Parkinsons sygdom.
- Har du/I problemer med at finde rundt i sundhedssystemet?
- Har du/I brug for en kontaktperson i kommunen, som har kendskab til Parkinsons sygdom og de forskellige behandlingstilbud?
- Har du/I brug for støtte i forhold til arbejdspladsen eller i hjemmet?
- Har du/I brug for en koordinator i forhold til jeres kontakter med behandlere i kommunen og i regionen?
- Regner du med, at du har den almindelige parkinsondiagnose, Parkinsons sygdom, og ikke en atypisk parkinsonsygdom
- Eller vil du/I gerne hjælpe os med at blive klogere på, hvordan indsatsen overfor borgere med Parkinsons sygdom kan kvalificeres yderligere?
Så vil dette her projekt måske være noget for dig/jer!
Deltagerne i projektet skal være indstillet på at tale med Parkinson-koordinatoren om, hvordan de oplever forløbet og besvare spørgeskemaer til brug for evaluering af projektet.
Hvis du/I har lyst til at deltage i projektet, er der tilmelding via en tilmeldingsformular på denne hjemmeside. Tilmeldingsfrist snarest.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sygeplejerske og projektmedarbejder Ayo Brandt på ab@parkinson.dk, telefon 2729 0620.
Du kan også kontakte Kirsten Hoff på kh@parkinson.dk, telefon 3341 4774 tirsdag til fredag.





